twitter google+ facebook

Varsling

Advarsel mod tsunami ved Takatoyo-stranden på Enshu-kysten, Japan.
Epicentrum för jordskælv i perioden 1963-1998. Kilde: NASA

Varsling baseret på undersøiske jordskælv

Jordskælv opstår blandt andet, hvor der sker sammenstød mellem to af de store litosfæreplader, som opbygger Jordens ydre skal. Denne type pladegrænser har man bl.a. omkring Stillehavet, ved Indonesien, i Middelhavet og i Caribien. Over tidsrum på flere tusind år bliver alle de store oceaner ramt af jordskælv. Blot inden for de seneste 500 år har flere kraftige jordskælv fundet sted uden for de almindelige seismiske zoner. Da man har endnu ikke har nogen mulighed for at forudse et jordskælv, kan man kun gennemføre en tsunamivarning, efter at et jordskælv er indtruffet. Hvis jordskælvet sker tæt inde ved kysten, betyder det, at en varsling kan komme, bare nogle få minutter inden tsunamien rammer land.

Selv om man ikke ved hvor og hvornår et jordskælv vil indtræffe, så ved man i hvilke områder de oftest indtræffer. (Se figuren til højre). Den information bruges for ved hjælp af computer-modeller at simulere hypotetiske tsunamis og ud fra resultaterne se, hvilke områder som sandsynligvis vil bliver mest udsatte ved en fremtidig tsunami.

Cirka seks ud af syv tsunamier skyldes jordskælv, men kun en lille brøkdel af alle jordskælv udløser en tsunami. For det første skal jordskælvet være kraftigt nok, over ca. 6,5 på Richterskalaen. For det andet skal jordskælvets epicenter ligge under havbunden og ikke for dybt nede. Og for det tredje skal havbunden forskyde sig lodret. Vandrette bevægelser udløser ingen eller kun en meget svag tsunami.

Det betyder, at varsling af tsunami er en kompliceret sag. Varslingen er først og fremmest baseret på registrering af jordskælv. I løbet af få minutter kan man med dagens seismiske målenet placere jordskælvets epicenter og vurdere dets styrke. Men man ved endnu intet om i hvilken retning havbunden har bevæget sig, eller hvor stor en del af bevægelsen der er lodret og hvor stor en del der er vandret. Derfor står man ofte i den situation, at man må varsle 'for en sikkerheds skyld'. Der er ikke meget tid at løbe på, varsel bliver udsendt, og sommetider er det falsk alarm.

Man kan beregne ret nøjagtigt hvor lang tid, det vil tage for tsunamien at nå fra jordskælvets epicenter til en given kyst. Rejsetiden er bestemt af havdybden langs tsunamiens bane. Et element i risikovurderingen er derfor et computerprogram, som beregner kortlægger denne rejsetid.

Varsling baseret på vandstandsmåling fra dybvandsbøjer

En anden teknik anvender dybvandsbøjer, lagt ud et godt stykke fra kysten. Disse såkaldte DART bøjer (DART = Deep-ocean Assessment end Reporting of Tsunami) kan registrere tsunamien på dybt vand, mens den endnu kun opleves som en stille hæven og sænken af vandspejlet fra nogle få decimeter op til ca. en meter. Bøjen er forbundet med en trykmåler på havbunden, og signalerer via satellit (de samme man benytter til mobiltelefoni) til et modtagecenter, hver gang den måler noget usædvanligt, dvs. en vandspejlsændring med en periode på nogle få minutter. Når måleren giver udslag, ved man med sikkerhed, at en tsunami er på vej og har en indikation af, hvor kraftig den er. Så bliver et bekræftet tsunamivarsel straks udsendt, og formidling til offentligheden skal derefter ske øjeblikkeligt, så folk kan søge væk fra kysten og op i højden. Hvor lang tid man har at reagere i, afhænger af, hvor langt bøjen ligger fra kysten. Denne metode er stadig under udvikling, og antallet af bøjer, der er lagt ud, er ret begrænset, da teknologien er forholdsvis dyr.