twitter google+ facebook

Lokale og globale tsunamier

Nogle tsunamier er lokale, dvs. de rammer kun et ret begrænset hav- og kystområde. Et eksempel er tsunamier forårsaget af kælvende isbræer i grønlandske fjorde. Når et stor stykke is knækker af bræen og skrider i vandet, sætter det en tsunami i gang, men den anretter kun skade inde i fjorden. Andre tsunamier kan ramme et helt ocean. Ved kraftige jordskælv i Stillehavet kan kysten hele vejen rundt - den såkaldte Ring of Fire - være i farezonen. Et jordskælv ud for Lissabon i 1755 satte en tsunami i gang, som gav meterhøje bølger ved Antillerne i det Caribiske Hav. Og tsunamien, som opstod som følge af jordskælvet 2. juledag 2004 i det Indiske Ocean ud for Indonesien, krævede dødsofre så langt væk som i Østafrika.

Hvis den udløsende faktor er kraftig nok, kan en tsunami rejse hele kloden rundt. Den kan bevæge sig ud af det ene ocean og ind i det andet. Jordskælv og undersøiske jordskred ('landslides') er sjældent kraftige nok, men der er andre, kraftigere mekanismer: meteornedslag, vulkanske eksplosioner. Hvis eller når Jorden rammes af en meteor, og denne meteor lander i havet (det er i givet fald er meget sandsynligt, da cirka 70% af kloden er dækket af hav), kan der skabes en  tsunami, som skylder mange kilometer ind i landet, når den rammer kysten. Højden af bølgen begrænses kun af 'the impact', dvs. meteorens størrelse og fart, og af hvor dybt der er, hvor den rammer.

Man kender til to eksempler på eksploderende vulkanøer. Thera/Santorini eksplosionen i det Ægæiske hav ca. 1600 før vor tidsregning spillede en væsentlig rolle for nedgangen af den minoiske kultur på Kreta. Eksplosionen af den indonesiske ø Krakatoa (el. Krakatau) i 1883 satte en tsunami i gang, der kunne måles over stort set hele kloden. Da bølgen nåede Københavns Havn 36 timer efter eksplosionen, blev den målt til at være kun ca. 10 cm høj.