twitter google+ facebook

Tsunami

En tsunami er en særlig type bølge i havet. Ordet tsunami er japansk og betyder 'havnebølge'. En havn skal blandt andet beskytte skibe mod bølger, men mod en tsunami yder havnen ingen beskyttelse, nærmest tværtimod. Kysten er det absolut farligste sted at opholde sig.

Er en tsunami på vej, bør kystzonen evakueres. Hvis der er tid nok, er det sikrest at forlade havnen og stikke til søs, så skibet befinder sig langt fra kysten, når tsunamien passerer. På det åbne hav opleves tsunamien nemlig kun som en stille duven, omtrent som en meget lang dønning. Men inde ved kysten tårner den sig op og kan forårsage store ødelæggelser.

 

Et undersøisk jordskælv starter en tsunami. Spændingen mellem to jordplader udløses ved, at den øvre plade glider hen over den anden plade i et pludseligt ryk. Den hurtige vertikale bevægelse af havbunden sætter store mængder vand i bevægelse. Det resulterer i en tsunami. Kilde: U.S. Geological Survey: "Surviving a Tsunami-Lessons from Chile, Hawaii, and Japan"

Skabt af jordskælv

De fleste tsunamier er jordskælvsbølger. De opstår, når et kraftigt undersøisk jordskælv får havbunden til pludseligt at foreskyde sig adskillige meter. Havvandet oplever lige som havbunden det samme pludselige lodrette ryk. Alt vandet på det pågældende sted bliver sat i bevægelse, lige fra overfladen til havbunden. Den lodrette flytning af vandsøjlen kan være forholdsvis lille, men flytningen kan ske over et geografisk område på flere hundrede kvadratkilometer, og over en dybde på flere kilometer. Så selv om den samlede bevægelse er ret lille, måske kun en halv snes meter, er det enorme vandmængder, måske flere tusind kubikkilometer, der bliver sat i bevægelse.

En turbulent mur af vand

Forskydningen skaber en chokbølge i havet, som bærer energien i skælvet væk fra dets center, og denne chokbølge er, hvad vi kalder en tsunami. Bølgen kan på visse måder minde om et kraftigt og ekstremt hurtigt skiftende tidevand. Den har på engelsk (fejlagtigt) været benævnt en 'tidal wave' (på dansk: tidevandsbølge) i stedet for det i dag mere udbredte og logiske japanske navn: tsunami.

Tsunamien har det tilfælles med tidevandet (og til forskel fra bølger på havoverfladen, skabt af vinden), at havet er i bevægelse fra top til bund. En vigtig forskel er dog, at hvor der er cirka 6 timer mellem tidevandets høj- og lavvande, er der kun 5-15 minutter mellem tsunamiens tilsvarende bølgetop og -dal. Det betyder, at strømhastigheden bliver meget stor. Når bølgefronten nærmer sig kysten, kan den opleves som en turbulent mur af vand, der river alt med sig på sin vej. Bundmateriale som sand og mudder hvirvles op. Massefylden kan derved øges til det dobbelte af vands, og det øger tsunamiens destruktive kraft yderligere.

Havets næsthurtigste bølger

Chokbølgen i selve havbunden forplanter sig ekstremt hurtigt. Det er et spørgsmål om sekunder før de seismiske rystelser er registreret flere tusinde kilometer væk. Chokbølgen i havet forplanter sig langsommere, men dog stadig temmelig hurtigt. Hastigheden er kvadratroden af tyngdeaccelerationen gange havdybden. I oceanet, som er cirka 4 kilometer dybt, svarer det til en hastighed på 200 m/s eller knap 800 km/t. Bortset fra lydbølger er det de hurtigste bølger, der findes i havet.

Bølgehøjde og vanddybde: På det åbne ocean, hvor vanddybden er stor, er en tsunami mindre end en meter høj, men bølgen rejser sig og bliver adskillige gange højere, når den kommer ind på lavt vand. Det skyldes, at tsunami'en - ligesom tidevandet - sætter havet i bevægelse fra havoverfladen til havbunden. Når bølgen rammer kysten, bliver dens energi koncentreret på meget mindre dybde, så der opstår dramatisk høje, destruktive og livstruende bølger.

På lavere vanddybde bevæger tsunamien sig langsommere. Det får tsunamien, der ikke synes af noget videre ude på dybt vand, til at tårne sig op til noget, der med lidt god vilje kan beskrives som et harmonikasammenstød. Bølgeenergien, der før var fordelt over et par kilometers vanddybde, bliver presset sammen på 100, 50, eller kun 10 meters vanddybde. Det får bølgen til at blive flere gange højere, efterhånden som den bevæger sig ind mod lavvandede, kystnære områder, og bevægelsen kan foregå med stadig brydning af bølgen det sidste stykke vej ind mod kysten.

Opløb til 500 meters højde

Den højeste registrerede tsunami ramte en fjord i Alaska i 1958, da en del af et kilometerhøjt bjergmassiv skred i havet som følge af et lokalt jordskælv. Bølgen ryddede al vegetation fra fjordens kyster op til en højde af godt 500 meter. Det er netop ud fra påvirkningen af vegetationen, at tsunamiens opløbshøjde er blevet bestemt.

'Gode' tsunamier

Tsunamier er ikke kun destruktive. Der er teorier om at nogle af de fjernest beliggende vulkanøer i Stillehavet har fået dele af deres landbaserede dyreliv netop på grund af tsunamier. Et stykke mangroveskov eller lignende er blevet revet løs fra fastlandet eller en større ø og er drevet tværs over havet for til sidst at strande på en atol, der indtil da kun var beboet af fugle, insekter og havpattedyr. Her kan de dyr der har siddet i træerne, og som har overlevet rejsen, hoppe fra borde og begynde en ny tilværelse. Det er ikke bevist, at det er foregået sådan, men det er i det mindste en teoretisk mulighed.

Risikovurdering for tsunami i Rigsfællesskabet: http://www.dmi.dk/fileadmin/Rapporter/TR/tr05-08.pdf


Af Jacob Woge og Lars Jonasson

© DMI, december 2012