twitter google+ facebook

Globale ændringer

Den globale, gennemsnitlige vandstand ændrer sig som følge af et ændret klima. Global opvarmning får havtemperaturen til at stige og iskapper og gletsjere til at smelte. Ændringerne i vandstand skyldes, at vandet udvider sig, når det varmes op, og at smeltende iskapper og gletsjere tilfører havet mere vand.

DMI's bedste vurdering af den globale middel vandstandsstigning er mellem 40 og 120 centimeter frem til år 2100 – alt afhængig af fremtidens drivhusgasudslip og hvor meget is, der vil smelte.

I dag måles den globale vandstandsændring fra satellitter. For perioden 1993 – 2011 var den gennemsnitlige stigning på cirka 0,32 cm/år (se link til AVISO i 'Værd at Vide' boksen). Det forventes, at vandstandsstigningerne over de næste 100 år vil accelerere, og frem mod 2050 forventes den globale stigning at blive mellem 20 til 40 centimeter. Grafen nedenfor viser DMI's bud på, hvordan vandstanden vil stige frem til år 2100.

DMI's bedste bud på vandstandsstigninger de næste 100 år i meter, hvis der ses bort fra landhævning. Den sorte kurve viser middelværdien, mens det grønne og blå areal viser usikkerheden henholdsvis globalt og omkring Danmark.

DMI's vurdering er baseret på studier og beregninger af den globale vandstandsstigning frem til år 2100 (se tabellen nedenfor). Studierne fra IPCC <link til temaside om IPCC> i 2007, som vurderer en stigning på 18 til 59 centimeter, tager ikke højde for ændringer i afsmeltningen fra Grønlands og Antarktis' iskapper. Derfor er DMI's bud en kombination af IPCC-rapporten og viden fra nyere studier. Fælles for de nyere studier er, at de giver højere tal for den globale vandstandsstigning end IPCC rapporten, og at de fleste ikke forventer stigninger over 2 meter frem til år 2100.

 

Processer i klimasystemet gør, at menneskeskabte klimaændringer og de deraf følgende vandstandsstigninger fortsætter i århundreder, selv om atmosfærens indhold af drivhusgasser stabiliseres.

Nyere undersøgelser, som regner frem til år 2200, varsler en global stigning i vandstanden på 0,6 til 4 meter – afhængigt af fremtidens drivhusgasudslip. DMI vurderer, at vandstandsstigningen frem til år 2200 bliver mere end dobbelt så stor som i år 2100, og at stigningen dermed vil tiltage frem mod 2200.

År 2100 År 2200 Kilde
0,18-0,59   IPCC (2007)
0,50-1,5   AMAP (2009)
0,75-1,9   Vermeer &
Rahmstorf (2009)
1,20   Grinsted et al. (2010)
0,57-1,1 0,6-4 Jerevjeva et al. (i tryk)
0,65-1,3 2-4 Deltacommissie
(2008, Holland)

Forskellige vurderinger af globale vandstandsændringer i fremtiden (meter)

Af Kristine Skovgaard Madsen, Torben Schmith og Carsten Ankjær Ludwigsen.

© DMI, 16. marts 2012