twitter google+ facebook

Istjenestens historie

Kortlægning af is siden 1872

Kort efter Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) oprettelse i 1872 begyndte instituttet at indsamle oplysninger om forekomst af is i de grønlandske farvande, idet førerne af grønlandsskibene blev anmodet om at indtegne deres iagttagelser af is på udleverede kort. Denne fremgangsmåde er siden blevet opretholdt, kun afbrudt af krigsårene 1940-1945. Iagttagelserne fra skibene er blevet suppleret med observationer fra byer og bygder og har på den måde gjort det muligt at få isoplysninger uden for besejlingssæsonen.

Efter krigens afslutning blev antallet af vejrstationer i Grønland stærkt udvidet, og observationer af isforekomster skete nu dagligt og blev i situationer med fastis suppleret med regelmæssige målinger af dens tykkelse. Siden februar 1950 blev meldinger fra landstationer, skibe og fly samlet i en daglig telegrafisk ismelding, der kunne aflyttes af skibe på søen, og som også dannede grundlag for sejladsplanlægningen i de grønlandske farvande.

 

M/S Hans Hedtoft afgår København d. 7. januar 1959. Som følge af skibets tragiske forlis tre uger senere blev det besluttet i samme år at oprette en isrekognosceringstjeneste i Narsarsuaq i Sydgrønland.
Observationsområdet for isrekognosceringerne, der udføres med helikopter af Iscentralen i Narsarsuaq, strækker sig fra Paamiut på Grønlands sydvestkyst over Kap Farvel til Tingmiarmiut på sydøstkysten.

Hans Hedtofts forlis

Efter M/S Hans Hedtofts forlis syd for Kap Farvel den 30. januar 1959, hvor samtlige 95 ombordværende omkom, nedsattes den 19. februar et udvalg under Ministeriet for Grønland. Udvalget, med viceadmiral A. H. Vedel som formand, skulle undersøge besejlingen til og fra Grønland og af kystsejladsen i alle årets måneder og undersøge sikkerheds- og redningstjenesten i Grønland. Betænkningen, der forelå den 2. september 1959, foreslog blandt andet etablering af en permanent isrekognosceringstjeneste med base på den nedlagte militære flyveplads, Bluie West One, i Narsarsuaq.

Den første danske isrekognoscering fra Narsarsuaq og indvielsen af Iscentralen fandt sted den 30. november 1959. Siden da er der foretaget isrekognoscering 1-3 gange om ugen både udenskærs og indenskærs med udgangspunkt i flyvepladsen.

Observationsområdet var primært strækningen Paamiut (Frederikshåb) - Kap Farvel - Tingmiarmiut med kortlægning af storisens udbredelse som hovedopgave. Desuden blev vestisen rekognosceret på 6-10 årlige flyvninger. På østkysten blev der udført enkelte rekognosceringer i besejlingssæsonen. Der blev også udført 1-2  årlige flyvninger helt op til Danmarkshavn eller Station Nord. I alt beløb det sig til 800 - 1100 rekognosceringsflyvetimer.

 

Satellitbaseret iskortlægning

Til supplement af flyrekognosceringerne har DMI gennem en årrække arbejdet med udviklingen af en operationel iskortlægning ved hjælp af satellitter, de første mange år med brug af billeder fra NOAA-vejrsatellitter.

Brugen af vejrsatellitterne er dog meget afhængig af mængden af skyer i observationsområdet. Med overgang til brug af de nye radarbærende satellitter er iskortlægningen nu langt mindre afhængig af vejret i det aktuelle observationsområde.

Kvaliteten og pålideligheden af Radarsat-data medførte, at DMI og Iscentralen i 1999 omlagde den udenskærs iskortlægning fra primært at være baseret på flyobservationer til at være baseret på informationer fra satelitter.
Den satellitbaserede iskortlægning foregår hos DMI i tæt samarbejde med Iscentralen.

Læs mere om Istjenestens historie i Jubilæumshæftet udarbejdet af DMI i forbindelse med Iscentralens 50 års jubilæum i 2009.