twitter google+ facebook

Terror og beredskab

Simulering af hypotetisk udslip i byområde.

I dag, hvor terror er blevet en betydelig faktor, må beredskabsmyndighederne tage højde for ikke blot uheld som det på Tjernobyl i 1986, men også terrorhandlinger. Det kunne være i form af spredning af skadelige stoffer i luften, f.eks. kemiske og biologiske kampstoffer eller radioaktivitet fra såkaldt beskidte bomber. Der er derfor behov for hurtige og præcise modeller til beskrivelse af atmosfæriske udslip på enhver skala.

Beredskabet er således under forandring til også at skulle behandle udslip af skadelige stoffer i byområder.  Og listen over skadelige stoffer er mere omfattende end blot radioaktive isotoper.Endvidere har de mulige scenarier i atomberedskabet måttet revideres efter terroraktionen i New York den 11. september 2001, idet selv de sikreste atomkraftværker ikke kan holde til, at et passagerfly styres ind i værket.

Da de meteorologiske forhold er altafgørende for beredskabet, er det af stor vigtighed, at DMI i fremtiden er i stand til at beskrive vejrforholdene detaljeret i byområder samt tage hensyn til byernes effekt på meteorologien.

For yderligere information kontakt:

Chefkonsulent, ph.d. Jens Havskov Sørensen, Danmarks Meteorologiske Institut, tlf. 39 15 74 32
Chefkonsulent Steen Hoe, Beredskabsstyrelsen, tlf. 45 90 62 47