twitter google+ facebook

UV-indeks

Om sommeren er der i vejrudsigterne stor fokus på UV-indekset. Det skyldes at indekset fortæller om det er sundhedsfarligt at være i solen eller ej.

Ligesom det kendes for solskoldning, mener man, at hudkræftrisikoen er afhængig af hvilken type UV-stråling man bliver udsat for. Det vil sige, at skadesvirkningen afhænger af strålingens bølgelængde.

For at tage hensyn til dette forhold, findes der for mange biologiske skader et såkaldt virknings-spektrum, der viser strålingens relative skadesvirkning afhængigt af bølgelængden. Et kendt eksempel er det såkaldte CIE virkningsspektrum der viser, hvorledes strålingens relative skadesvirkning for erythem afhænger af strålingens bølgelængde.

Ikke al stråling har lige stor effekt, og effekten er både afhængig af tidspunkt på dagen og strålingens bølgelængde. Dertil måles, for eksempel hvert 10. minut, den spektrale irradians (bestrålingsstyrke), som er strålingens intensitet bølgelængde for bølgelængde. Ved at gange CIE-virkningspektret med den målte spektrale irradians, bølgelængde for bølgelængde, kan man beregne den hudskadelige UV-stråling. Den betegnes ofte som den CIE-vægtede irradians, og måles i W/m2.

Når DMI laver UV-varslinger anvendes det internationalt anerkendte UV-indeks. UV-indekset er den CIE-vægtede irradians ganget med 40. UV-indeks anvendes og varsles næsten overalt på Jorden. Den er nul når Solen er under horisonten, og når sit maksimum, når Solen står højest på himlen.

Voldsomt eksempel på solskoldning. Foto Axel V.

Skalaen for UV-indekset er indrettet således, at det højest kan blive omkring 18 ved middagstid i Ækvator-egnene (måske 22 højt i bjergegne). I Danmark bliver det højst 7 midt på dagen om sommeren og mindre end 1 i vintermånederne.

For yderligere information kontakt Helge Jønch-Sørensen, hjs@dmi.dk eller Nis Jepsen, nje@dmi.dk

Temaet er skrevet af Niels Larsen, Helge Jønch-Sørensen og Paul Eriksen

Redaktion Carsten Ankjær Ludwigsen

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder