twitter google+ facebook

Meteorologisk leksikon - L

Labil luft
Se ustabil luft.

Lagskyer
Strukturløse skyer, der danner et mere eller mindre sammenhængende skydække. Se også stratus.

Laminar strømning
Strømning i luft eller væske, som sker uden blanding og hvirveldannelse - modsat turbulent strømning.

Lammeskyer
Se altocumulus.

Landbrise
Opstår om aftenen og om natten pga. uens afkøling af land og hav. Blæser fra land og ud over havet. Er som regel ikke så kraftig som det modsatte fænomen - søbrisen.

Latent varme
Energi, der tilføres luften, når dens indhold af vanddamp fortættes. Kaldes også for bunden varme - varme (energi), der tilføres, når vand fordamper, og som atter frigives, når vanddampen fortættes til vand (dråber).

Lav snefygning
Snefygning under øjenhøjde - ved luftfartsobservationer dog under 2 m over terræn.

Lavtryk
Et område hvor lufttrykket er lavere end omgivelserne. Det betyder i praksis, at trykket stiger i alle retninger væk fra lavtrykkets centrum. I lavtryksområder er der normalt en udbredt opstigning af luft, fordi luften strømmer ind mod midten af lavtrykket ved jordoverfladen. Når luft stiger, afkøles den, fordi trykket falder. Dermed øger den relative indhold af vanddamp, så der dannes skyer og nedbør. Før et område benævnes lavtryk, skal trykket ikke være mindre end en bestemt værdi, men blot lavere end lufttrykket i omkringliggende områder.

Lavtrykstrug
Udløber fra et lavtryk.

Ledningsevne
Proces, hvor varme overføres gennem genstande eller tilgrænsende medier.

Let vind
Vindstyrke 3 Beaufort; 3-5 m/s.

Luft
Naturligt forekommende blanding af gasarter, især ilt og kvælstof. Atmosfærisk luft indeholder desuden små mængder argon, kuldioxid, ozon og vanddamp samt aerosoler i form af støv, saltkrystaller, pollen osv.

Luftfugtighed
Se under 'fugtighed'.

Luftmasse
Sammenhængende område i atmosfæren med relativt ensartede meteorologiske egenskaber. Dannes, når luften forbliver over et geografisk stort ensartet område i længere tid, som det fx er tilfældet med de store stationære højtryksområder.

Luftmassegrænse
Grænse mellem to forskellige luftmasser, også kaldet en front.

Luftspejling
Optisk brydningsfænomen i atmosfæren i det væsentlige bestående af rolige eller blafrende, enkelte eller sammensatte, opretstående eller spejlvendte, lodret formindskede eller forstørrede (spejl)billeder af fjerne genstande, som synes forskudt fra deres sande positioner (se Fata Morgana).

Lufttryk
Vægten af den luftsøjle, som hviler på 1 m2 af en vandret flade. Luftrykket - der måles i hectopascal - aftager opefter med ca. 1 % pr. 80 meters stigning.

Lufttæthed
Antal "luftmolekyler" pr. rumfangsenhed udtrykt ved deres vægt (opgives normalt i kg/m3 eller g/cm3 ). Ved jordoverfladen er luftens tæthed (densitet) ca. 1,2 kg/m3.

Lyn
Udladning (kraftig gnist) af statisk elektricitet i atmosfæren mellem skyer indbyrdes eller mellem sky og jord.

Lysende natskyer
Skyer, der kan minde om tynde cirrus, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange orange til rød farve, som ses imod nattehimlen, når Solen er mellem 5 og 13 grader under horisonten. Deres højde er målt til mellem 75 og 90 km (250.000 og 300.000 ft). Skyernes sammensætning er ukendt, men noget tyder på, at de består af meget fint kosmisk støv.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 10. juni 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder