twitter google+ facebook

Meteorologisk leksikon - H

Hadley-cirkulation
Cirkulationsmønster i atmosfæren med opstigning over den intertropiske konvergenszone i troperne, nedsynkning over det subtropiske højtryksbælte og tilbagestrømning med passatvindene.

Hagl
Isklumper, der dannes i kraftige opvinde i cumulonimbus.

Halo
Lysende ring omkring Solen eller Månen. Dannes ved lysets brydning i iskrystaller i cirrostratusskyer. Kan være varsel om at et nedbørområde er undervejs.

Havgus
Tåge over land nær en kyst. Bruges om en kold tåge, der bevæger sig fra havet ind over land.

Havskum
Skum pisket op af bølgeslag. Skummet opstår normalt, når vandet indeholder høje koncentrationer af opløste organiske stoffer (herunder proteiner, lignit eller lipider) f.eks. fra store opblomstringer af alger.

Havstrøm
Kontinuer, orienteret bevægelse af havvand drevet af jordens rotation, vind og forskelle i temperatur og saltholdighed. En slags flod i havet.

Havtåge
Tåge over hav dannet ved advektion af varm og fugtig luft hen over et koldt havområde. Mest almindelig i danske farvande fra senvinter til forsommer, når der samtidig er advektion af varmluft fra sydvest.

Hedebølge
En hedebølge er, når middelværdien af de højeste registrerede temperaturer, målt over tre sammenhængende dage, overstiger 28°C. Landsdækkende hedebølge er, når mere end 50% af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser. Regional hedebølge er, når mere end 50% af regionens areal opfylder ovenstående betingelser.

Hektopascal
International enhed til måling af lufttryk. Forkortes hPa. 1 hPa er det samme som 1 millibar = 1/1000 bar.

HIRLAM
Engelsk forkortelse for "HIgh Resolution Limited Area Model" (vejrprognosemodel, der dækker et begrænset udsnit af kloden og bl.a. benyttes i Danmark under navnet DMI-HIRLAM).

Hurricane
Amerikansk betegnelse for en tropisk orkan i eller omkring Nordamerika.

Hygrograf
Instrument, som løbende registrerer luftfugtigheden på en papirstrimmel.

Hygrometer
Instrument til måling af fugtighed.

Høj snefygning
Snefygning op over øjenhøjde - ved luftfartsobservationer dog mindst 2 meter over terræn.

Højdekort
Oversigtskort visende tryksystemernes placering og udseende i forskellige trykhøjder. Kortene tegnes for konstante tryk, fx et 500 hPa kort svarende til ca. 5 km's højde.

Højtryk
Et område hvor lufttrykket er højere end omgivelserne. Det betyder i praksis, at trykket falder i alle retninger væk fra højtrykkets centrum. I højtryksområder synker luften normalt ned fra stor højde, fordi luften strømmer væk fra højtrykket ved jordoverfladen. Når luft synker, varmes den op, fordi trykket stiger. Dermed falder det relative indhold af vanddamp og områder med højtryk er derfor ofte præget af smukt og tørt vejr med få skyer. Før at et område benævnes højtryk, skal trykket ikke være større end en bestemt værdi, men blot højere end lufttrykket i omkringliggende områder.

Højtryksryg
Udløber fra et højtryk.

Hård vind
Vindstyrke 6 Beaufort; 11-14 m/s.

Redaktion Kommunikation, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 11. juli 2017.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder