twitter google+ facebook

Meteorologisk leksikon - G

Geostrofisk vind
Den vind, der over friktionslaget blæser parallelt med rette og parallelle isobarer og vinkelret på trykgradienten, der er lige så stor og modsat rettet corioliskraften. På den nordlige halvkugle vil lavtryk befinde sig til venstre og højtryk til højre i forhold til den geostrofiske vinds udbredelsesretning.

Gletscher
Istunge skabt af komprimeret sne. I langsom, flydende bevægelse drevet af tryk og tyngde. Følsom overfor klimaændringer.

Global opvarmning
Den stigning i globale temperatur som er målt siden ca. år 1900 og særligt efter 1975. Begrebet siger ikke noget om årsagen.

Global overfladetemperatur
Beregnet gennemsnitstemperatur for atmosfæren nær jordoverfladen på baggrund af et stort antal meteorologiske målinger.

Globalstråling
Summen af direkte og diffus solstråling.

Globalt havniveau
Gennemsnitlig vandstand i verdenshavet uafhængig af lokale fænomener og faktorer. Beregnes på baggrund af målinger fra satellitter.

Graddage
Graddage (ukorrigerede) beregnes ud fra døgnmiddeltemperaturen for hver enkelt lokalitet. De beregnes i Danmark efter formlen: 17 minus døgnmiddeltemperaturen og anføres som et helt tal. Hvis døgnmiddeltemperaturen er større end eller lig med 17°C, er graddagetallet per definition lig med 0.

Gradientvind
Den vind der over friktionslaget blæser parallelt med krumme "parallelle" isobarer; på den nordlige halvkugle mod uret (cyklonalt) omkring lavtryk og med uret (anticyklonalt) om højtryk.

GTS
Engelsk forkortelse for "Global Telecommunication System" (Det verdensomspændende kommunikationsnetværk til udveksling af meteorologiske data).

Gustfront
Grænseområde i en vis afstand fra et bygeområde eller en cumulonimbus, hvor den kølige nedsynkende og udstrømmende luft møder den varme indstrømmende luft, hvorved en front dannes, ofte med kraftige vindstød til følge.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 17. maj 2013.