twitter google+ facebook

Modvirkning af klimaændringer

FN’s klimakonvention, UNFCCC, har som målsætning at atmosfærens indhold af drivhusgasser stabiliseres på et niveau der forhindrer farlige menneskeskabte klimaændringer.

Med aftalen Copenhagen Accord ved COP15 i København i 2009 blev man enige om at dette betyder at den globale opvarmning ikke må overstige 2 grader.

UNFCCC anerkender at dette indebærer store reduktioner i de globale udledninger af drivhusgasser, men det har hidtil vist sig vanskeligt at opnå enighed om reduktionsforpligtelser.

Ved COP17 i Durban i 2011 enedes man om at en klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015. Aftalen skal implementeres fra 2020.

Det er stadig muligt at nå togradersmålsætningen

Scenarier der giver en sandsynlig chance for at nå togradersmålsætningen, har globale drivhusgasudledninger der topper senest i 2020 og derefter aftager hurtigt.

De vigtigste værktøjer til at nå denne målsætning er en øget energi-effektivitet, en øget andel af vedvarende energi og energi fra ikke-fossile kilder og fra biomasse samt en reduktion af andre drivhusgasser end CO2.

De nye såkaldte RCP-scenarier, gør det nemmere for beslutningstagere at se, hvilke modvirkninger der er nødvendige for at opnå et bestemt mål. Se mere om de nye scenarier.

Konkrete eksempler på mulige tiltag mod klimaændringer kan du se under temaet 'Geoengineering' og nationale tiltag på Energistyrelsens hjemmeside i 'værd at vide' boksen til højre.

Øget brug af cykel og kollektiv transport i stedet for bil er med til at begrænse CO2-udslip. Foto Anne Mette K. Jørgensen.

Tema skrevet af Anne Mette K. Jørgensen og Tina Christensen
Redaktion Niels Hansen
og Carsten Ankjær Ludwigsen, kommunikation@dmi.dk