twitter google+ facebook

Driftmodel

DMI's driftmodel BSHdmod er en overbygning på 3-d havmodellen HBM. Metoden er forholdsvis simpel: en "partikel" driver for strøm og vind, som beregnet med HBM og DMI's vejrmodel HIRLAM. Partiklen kan repræsentere et opløst stof, men også faste genstande lige fra en bordtennisbold til et tankskib.

Driftmodellen er udviklet ved Bundesamt für Seeschiffahrt und Hydrographie (BSH) i Hamburg, Tyskland.

Simulering af oliedriften efter et spild. Et handelsskib og en trawler kolliderede 10. september 2011, og olie strømmede ud i havet.
Figur til venstre: Oliensposition og udbredelse 1 1/2 døgn efter kollisionen. Figur i midten: 3 døgn efter. Figur til højre: 4 1/2 døgn efter.

 

Oliespild

Driftmodellen beregner drift og spredning af olie i Nordsøen, indre danske farvande og Østersøen i tilfælde af olieudslip. Sker der et uheld til søs, fx en skibskollision, en grundstødning eller et blowout på en borerig, vil DMI i løbet af kort tid kunne sige, hvor olien vil drive hen, og hvilke kyster der evt. vil blive berørt.

Input til beregningen er, foruden vind og strøm, oplysning om position og tidspunkt for udslippet, olietypen (råolie eller fuelolie) samt hvor stor en mængde, det drejer sig om.

Modellen kan håndtere øjeblikkelige udslip, hvor hele forureningen sker på en gang, og vedvarende udslip, hvor der gradvist lækker olie ud i havet.

Beregningen gælder i første omgang for de kommende fem døgn, men kan forlænges dag for dag.

Driftmodellen kan også anvendes i andre farvande, fx. omkring Grønland. Denne service er dog ikke operationel. Det betyder, at den fortrinsvis bruges til scenarier. Her har vi beregnet drift af olie op til 30 dage, efter at det hypotetiske udslip fandt sted.

Olie i havvand

BSHdmod beregner, hvordan den givne olietype reagerer i havvand:

  • oliens lette bestanddele fordamper fra havoverfladen
  • olien bliver blandet op med havvand (emulgering)
  • olien dispergerer under stærk vind, dvs. den blandes fra overfladen ned i dybere vandlag
  • olien stiger ved egen kraft op mod overfladen, da den er lettere end havvand
  • olien spredes under rolige vindforhold ud som en film på havoverfladen
  • olien kan fæstne sig på havbunden og ved kyster (settling)

Derved kan man følge og eventuelt bekæmpe en olieforurening på havet og vejlede ved planlægningen af det efterfølgende oprydningsarbejde inde ved kysten.

Andre driftsimuleringer

BSHdmod kan simulere andet end oliespild:

  • drift af et flydende objekt, der er helt eller delvist nedsænket i vand
  • drift og spredning af et opløst stof, der (i modsætning til olie) ikke reagerer med havvand
  • ved backtracking regner vi baglæns i tid, for at opklare hvor en forurening eller et strandet objekt stammer fra

Spredning simuleres ved samtidigt at følge 1000 partikler. Vind og strøm tilføres et usikkerhedsbidrag, og det får efterhånden partiklerne til at drive væk fra hinanden. Disse tilfældige (random) bidrag simulerer turbulent bevægelse.

Ved udslip af olie eller et andet stof svarer hver partikel til en promille af det totale udslip. Spredningen af partiklerne fortæller os, hvilket område der bliver forurenet.

Ved simulering af drivende objekter svarer hver partikelbane til en mulig hændelse. Jo mere partiklerne spredes, jo mere usikkert er det, hvor objektet vil drive hen. Omvendt, hvis alle partiklerne følger samme eller næsten samme bane, bliver slutpositionen bestemt med stor sikkerhed.

 

 -----------------------------------------------------

Oliespilds- og sikkerhedsberedskab for Nordsøen

DMI er ansvarlig for et operationelt beredskab for Nordsøen efter aftale med A/S Mærsk Olie & Gas. Beredskabet dækker

  • udslip af olie, i tilfælde af at en olieledning eller et boretårn springer læk
  • drivende objekter, som kan udgøre en sikkerhedsrisiko for boreplatforme

Hvis et skib havarerer og driver omkring uden at kunne navigere, skal beredskabet hjælpe med til at afgøre, om en platform vil blive ramt og derfor må evakueres.

Når Mærsk oplyser DMI om tid og sted for et udslip eller en ulykke. skal der foreligge en driftprognose inden for en halv time.

Boreplatform
Spildt olie opsamles til søs
Simulering af et oliespild