twitter google+ facebook

Bølgemodel

DMI beregner regionale prognoser for bølger på havets overflade. Vi producerer kort over signifikant bølgehøjde, bølgeretning og -periode, samt tilsvarende for dønning og sø. Prognoserne gælder for hver hele time 5 døgn frem i tiden, og opdateres hver 6. time. Vi dækker disse havområder:

  • Nordatlanten inkl. grønlandske farvande
  • Nordsø-Østersø regionen
  • Indre danske farvande
  • Middelhavet

samt Rødehavet og Det Gule Hav som led i projektarbejde.

Som værktøj bruges dels DMIs egen vejrmodel Hirlam dels bølgemodellen WAM Cycle4.5. Vejrmodellen leverer vindprognoser og indeholder desuden kort over et eventuelt isdække. Bølgemodellen beregner

  • hvordan vindenergien overføres til bølgerne
  • hvordan bølgeenergien forplanter sig gennem havet og fordeler sig på bølger med forskellig periode og retning
  • hvordan bølgeenergien til sidst forsvinder igen, fx når bølgerne brydes.

 

Nordatlantmodellen dækker området fra 30o-78oN, 69oW-30oE (Østersøen og Middelhavet undtaget). Modellens opløsning er 0.5 grad. Havis spiller en særlig rolle i grønlandske farvande, hvor et mere eller mindre kompakt isdække kan dæmpe eller helt fjerne vindskabte bølger.

Nordsø-Østersømodellen dækker området fra 36o-75oN, 20oW-30oE. Modellens opløsning er ca. 10 km. Modellen modtager information om dønning fra Nordatlantmodellen.

Danmarks-modellen dækker området fra 53o-60oN, 7o-16oE, dvs. de danske farvande fra Vestkysten til Bornholm, i 2 km opløsning. Modellen modtager information om dønning fra Nordsø-Østersømodellen og benyttes til detaljerede bølgeprognoser for de indre danske farvande.

Middelhavsmodellen omfatter et lukket bassin, som dækker området fra 30o-46oN, 6oW-36oE.

 

Ordforklaringer

Signifikant bølgehøjde er middelhøjden af den højeste tredjedel af bølgerne, målt fra bølgetop til bølgedal. Svarer til den bølgehøjde, man normalt observerer, idet de små bølger bliver overset, mens man lægger mærke til de store.

Dønning er lange, regelmæssige bølger, ofte skabt af fjerne storme. Dønning har en meget veldefineret periode og retning i modsætning til normale bølgers ret kaotiske udseende. Dønning varer ved, selv når vinden har lagt sig, og kaldes derfor også 'gammel sø'.

Bølgeenergien er proportional med bølgehøjden i anden potens, altså højde2

Af Jacob Woge Nielsen
© DMI, januar 2013