twitter google+ facebook

Ozonlaget over Kangerlussuaq siden 1979

Ozonlagets middeltykkelse over Kangerlussuaq er på de ovenstående figurer vist for henholdsvis forår, sommer og efterår. I november, december og januar står solen for lavt til at DMI’s instrument kan foretage målinger. Ozonlagets tykkelse kan dog måles fra satellit i den omtalte periode ved hjælp af infrarød stråling, men disse er vanskelige at sammenligne med DMI’s målinger. Derfor vises ozonlagets variationer i vintermånederne ikke og samtidig gøres opmærksom på, at efterårets middelværdi kun er baseret på målinger i to måneder (september og oktober).

Ozonlagets naturlige variationer er store i polaregnene. Derfor kræves en lang årrække med målinger før det giver mening at tale om en (lineær) tendens for ozonlagets tykkelse – altså om ozonlaget i gennemsnit bliver tykkere eller tyndere. Kombinationen af satellitmålinger fra perioden 1979-1990 (NASA) samt DMI’s målinger herefter viser nu en måleserie på 23 år. Måleserien viser, at ozonlaget over Kangerlussuaq i gennemsnit er blevet tyndere i foråret og om sommeren, mens der ikke er sket nogen statistisk signifikant ændring af ozonlaget i efteråret.

Hvis man alene betragter data fra de sidste 13 år, så ses en kraftig årlig variation, men ingen klar tendens. Dette kan ses i sammenhæng med ændringer i stratosfærens klor- og brombelastning.