twitter google+ facebook

Iskort - Vestgrønland

Havisen vest for Grønland kaldes i Grønland Vestisen.

Når Vestisen har sin maksimale udbredelse dækker den det meste af Baffin Bugten.

Sejlads i de nordligste områder omkring Qaanaaq (Thule) er de fleste år kun mulig fra juli til september, mens Aasiaat (Egedesminde) og Ilulissat (Jakobshavn) normalt kan besejles fra en gang i maj til hen i december. DMI’s produktion af iskort for Vestgrønland er derfor sæsonbetonet. 

Iskort Vestgrønland

I modsætning til havisen øst for Grønland (der for en stor del består af is dannet i Polarhavet, som driver ned langs den østgrønlandske kyst) dannes langt størstedelen af havisen vest for Grønland lokalt i løbet af vinteren. Derfor vil man i de vestgrønlandske farvande også sjældent kunne observere mere end nogle få typer havis ad gangen.

Som i alle havområder omkring Grønland forekommer isbjerge året rundt.

I området omkring Qeqertarsuaq (Disko) forekommer isbjerge imidlertid ofte i særlig stor mængde. Det skyldes, at nogle af verdens mest produktive gletschere findes i netop dette område. Typisk føres disse isbjerge af strømmen langs kysten mod nord, bevæger sig derefter i en nordvendt bue over Baffin Bugt, for til sidst at drive mod syd med Labradorstrømmen langs den canadiske kyst.