twitter google+ facebook

Rutevejledning: Sikkerhed, brændstofsbesparelse og CO2-reduktion

DMI Maritime Service blev i 1971 grundlagt som ”World Wide Weatherrouteing” og er i dag en af ​​de største spillere på markedet i Europa når det drejer sig om global rutevejledning. Vores mål er til enhver tid at tilvejebringe den sikreste, hurtigste og mest økonomiske rute i tæt samarbejde og dialog med kaptajner og skibsredere. Dermed bidrager DMI Maritime Service dels til at skabe værdi for kunderne, dels til også at reducere det samlede CO2 udslip.

Sikkerhed, brændstofsbesparelse og CO2-reduktion

Rutevejledning er et af ​​de eneste midler til at reducere skibes CO2-udslip og spare brændstof, når man ser bort fra de fremskridt, der sker indenfor skibs- og motordesign. Da flere og flere skibe sejler med lavere og mere økonomisk hastighed og en gennemsnitlig overfart i dag tager længere tid en før den finansielle krise, er der opstået et stigende behov for at kende vejret længere end de 10 døgn ud i fremtiden, de nuværende prognoser rækker.

Vores meteorologer har mange års erfaring i at anvende deres viden omkring usikkerheder i vejrudviklingen både på kort og lang sigt. Suppleret med avanceret brug af de såkaldte ensembleberegninger, har vi fornyligt taget strategiske metoder i brug for optimering af ruter op til flere uger frem i tiden. Hvor vi tidligere mest havde klimatiske forhold at støtte os til, er vi nu i langt højere grad i stand til at forudsige det overordnede strømningsmønster på ugelange overfarter til gavn for sikkerhed og økonomi.