Foto: Martin Agersted Jarl

Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat ved Klima-, energi-, og bygningsministeriet. Energinet.dk ejer energiens ”motorveje”. De har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger.

Hvad bruger Energinet.dk DMIs data til?

Energinet.dk bruger DMIs prognoser til forudsigelse af elforbrug og elproduktion for de næste 48 timer. Alle prognoserne er udviklet af DMI for specifikt at dække Energinet.dk’s behov.

Den vigtigste parameter fra DMI er vindhastigheden. Vindhastighedsprognosen bruger de til at udregne et estimat over hvor meget strøm vindmøllerne vil producere inden for det næste døgn. Energinet.dk modtager også temperaturprognoser til deres forbrugsprognoser, hvor temperaturen bruges til at forudsige elforbruget i de husstande, der benytter elvarme. Temperaturprognoserne bruges også i relation til decentrale kraftvarmeværker, hvor Energinet.dk her skal have et bud på deres elproduktion i forhold til værkernes varmeproduktion.

Fordele ved at bruge DMIs data

Ifølge Modeludvikler, Lasse Diness Borup fra Energinet.dk, er det essentielt at DMIs vindhastighedsprognose gør Energinet.dk i stand til at forudsige, hvor meget el vindmøllerne kommer til at producere. Han siger, at det også er en meget stor fordel, at DMI leverer en meget stabil leverance. Det er af stor betydning for Energinet.dk’s daglige drift af elsystemet, at DMIs prognoser kommer som aftalt.

DMI leverer de bedste prognoser

Energinet.dk får prognoser fra tre leverandører, hvor DMI er den ene. Ifølge Lasse Diness Borup, så oplever Energinet.dk, at DMI er den af de tre leverandører, der leverer de bedste prognoser.