WMO: 2010 - blandt de tre varmeste år
FN’s verdensorganisation for meteorologi, WMO, har netop udsendt en pressemeddelelse med de nyeste resultater om den globale klimaudvikling.
Budskabet er klart: Både forskning og målinger viser fortsat en række alvorlige konsekvenser af klimaforandringerne. Hovedudsagnet i WMO’s pressemeddelelse er:
- 2010 bliver med stor sikkerhed et af de tre varmeste år siden 1850, som er starten på globale opgørelser over temperaturen baseret på målinger.
- Årtiet 2001-2010 har været 0,43 grader varmere end normalperioden fra 1961 til 1990 og er dermed det varmeste årti hidtil målt.
- 2010 er kendetegnet ved en række kraftige regionale klimatiske begivenheder som for eksempel meget kraftig monsunregn i Pakistan, hedebølge i Rusland og varmerekorder i mange lande blandt andet i det arktiske område. Det nordlige Europa var blandt de få områder i verden, hvor 2010 specielt i vintermånederne var usædvanligt kold.
 De mange oversvømmelser i Asien satte sit præg på det internationale nyhedsbillede i 2010. Her er det en ødelagt bro i Pakistan den 5. august 2010. Foto fra et CH-47-helikopter af Horace Murray, U.S. Army.
Pressemeddelelsen bygger på data fra de nationale meteorologiske institutter indsamlet og bearbejdet ved flere datacentre i USA og Storbritannien. Statistiske vurderinger af 2010 i forhold til andre år er midlertidige, og de endelige opgørelser udgives i marts 2011.
Læs mere om den globale middeltemperatur i 2010 i nyheden "Oktober 2010 - varmen fortsætter" i boksen til højre. Der følger en opdatering af denne nyhed, når temperaturdata for november foreligger.
Af Mai Maskell Andersen, kommunikation@dmi.dk © DMI, 3. december 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|