Wilma - hvad skete der
Wilma gik både i land i Mexico og i det sydlige Florida, inden hun mandag stak til hav. Hun var en hidsig dame, og vil formentligt ikke blive savnet.
Wilma blev født som et tropisk lavtryk den 15. oktober syd for Jamaica i det Caraibiske Hav.
Herfra udviklede lavtrykket sig i løbet af 24 timer således, at myndighederne Caymanøerne valgte at udsende tropisk stormvarsel og allerede tidligt mandag den 17. oktober blev Wilma opgraderet til en tropisk storm.
Tirsdag den 18. oktober udsendte myndighederne i Honduras og Nicaragua stormvarsler for grænseområdet mellem det to sydamerikanske lande samtidig med, at Wilma udviklede sig til en hurricane.
Onsdag tog Wilma kurs mod den mexicanske Yucatan, og det stod klart, at det ville blive flere af de populære feriesteder på halvøens nordlige del, der skulle have det værste slag.
På sin vej mod Yucatan-halvøen satte Wilma en ubehagelig rekord, da hun kortvarigt var den mest intense kategori 5-hurricane nogensinde i det atlantiske bassin med et centertryk på 882 hpa.
Fredag den 21. oktober blev dagen, hvor Wilmas centrum første gang gik rigtigt i land. Og det blev som forudsagt Yucatan-halvøen, der blev offer for orkanvindene og den voldsomme regn, der ødelagde adskillige hjem, butikker og hoteller. Feriebyen Cancun var efter Wilmas besøg et trist syn med oversvømmede gader og affald over det hele. Også øen Cozumel led slemt under Wilmas hærgen, som også trak en flere meter høj stormflodsbølge med sig.
 Hurricane Wilma forlader det sydlige Florida. Foto fra den amerikanske Aqua-satellit.
Fra Yucatan gik turen videre over den Mexicanske Golf mod det sydlige Florida. Undervejs strejfede Wilma atter Cuba, hvor det nationale meteorologiske institut registrerede 450 millimeter nedbør i løbet af 24 timer i byen Manta i Pinar del Rio-provinsen. Det svarer godt og vel til den mængde nedbør, som Danmark normalt modtager i perioden fra juli til december.
I den Mexicanske Golf var Wilma en kategori 3-hurricane med vindhastigheder på op til 167 km/t (46 m/s), men blev nedklassificeret til en kategori 2 på vej over det sydlige Florida.
Den kraftige hurricane havde dog temmelig meget fart på, da den passerede Florida (61 km/t) og nåede ikke at dumpe så megen regn, som det var frygtet. Men Wilma nåede alligevel at ødelægge strømforsyningerne til op mod tre millioner husstande.
Under hele sin færden fik Wilma omkring 20 liv på samvittigheden og forrettede skader for ca 50 milliarder kroner.
Af Bjarne Siewertsen bsi@dmi.dk DMI, 25. oktober 2005
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|