Vinterhalvårets første hvide drys
For første gang i vinterhalvåret er der tøsne og slud i vejrudsigten
Slud og tøsne danner fortrop for den kommende vinter, når de for første gang i indeværende vinterhalvår optræder i udsigterne onsdag den 4. november 2009. Dermed er der lagt op til, at det hvide drys falder hyppigere og hyppigere de næste måneder.
Balladen begynder med et lavtryk over De Britiske Øer. Det sender onsdag en front ind over landet. I de nordlige og østlige egne udmønter det sig i slud eller tøsne, skriver DMI's vagtchef i Landsudsigten.
Dagtemperaturene vil ligge på mellem 2 og 7°C, så det hvide stads er altså ikke noget, der bliver liggende.
I 2008 faldt sæsonens første rigtige sne i weekenden den 22-23. november. Oftest falder sæsonens første sne i november, men der er både eksempler på snedrys i oktober og sågar september. Mest vinterlig er dog januar, der gennemsnitligt byder på 7,6 døgn med sne og 12 dage med snedække.
For en meteorolog er der for øvrigt forskel på slud og tøsne. Tøsne er faldende sne, som er våd på grund af begyndende smeltning, mens slud er en blanding af regn og sne. Så ved vi det...
 Sne i Sorø november 2008. Foto: Hans Chr Katberg Olrik Thoft
Af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk Redaktion Kate Søs Hansen, keh@dmi.dk © DMI, 3. november 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|