Vildt Vesterhav set fra satellit
NASA's Aqua-satellit tog bølger i Vesterhavet på fersk gerning under blæsevejret den 27. oktober - eller gjorde den?
Den kraftige vestenvind, som ramte Danmark den 27. oktober, rørte om i hav og fjord. Det var rigtig godt for de indre danske farvande, som stadig led efter sommerens iltsvind.
Over dele af Vesterhavet blæste det fuld orkan og det kunne ses helt oppe fra den amerikanske Aqua-satellit. Satellitten er i polært kredsløb i ca. 705 kilometers højde.
 NASA foto af Jesse Allen, Earth Observatory, med data fra MODIS Rapid Response team.
Vinden fik blandt andet skabt så meget røre i den kystnære del af Vesterhavet, at tusinder tons sand, silt og ler blev blandet op i vandet. Det er årsagen til den grumsede, grågule farve på billederne.
 NASA foto af Jesse Allen, Earth Observatory, med data fra MODIS Rapid Response team.
Billederne er publiceret på NASA's 'Natural Hazards' side på internettet. Her står desuden, at det er muligt at se enkelte bølgetoppe som hvide streger. Det er dog tvivlsomt, om det er tilfældet af flere årsager:
- Den primære vindretning var fra vestnordvest . Det giver bølger med en længdeakse, som løber sydsydvest-nordnordøst. Den bølgekam som NASA udpeger ('white caps' på fotoet ovenfor) er stik øst-vest. Det samme gælder de fleste andre lignende linjer på billedet.
- En bølges længdeakse har en tendens til at blive mere og mere parallel med kysten, jo lavere vandet bliver. Det fænomen optræder heller ikke på billedet.
- Sidst men ikke mindst: Der er tilsvarende hvide øst-vest linjer inden over land.
Konklusionen må være, at der snarere tale om småfejl i billedet end bølgekamme...
Over selv Danmark nåede blæsten den 27. oktober med nød og næppe op på vindstød af orkanstyrke. 33,4 m/s blev målt ved både Torsminde på vestkysten og ved det udsatte Røsnæs Fyr på Sjælland. Grænsen til orkan går ved 32,6 m/s. Et vindstød er defineret som gennemsnittet af vinden over en periode på tre sekunder.
Den højeste middelvind målt over ti minutter blev 24,2 m/s klokken 02 ligeledes ved Torsminde. Der er storm, når middelvinden overskrider 24,5 m/s, så Danmark fik altså officielt 'kun' stormende kuling.
Der er flere spændende satellitbilleder i 'Værd at Vide'-boxen til højre.
Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 6. november 2006
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's Link-nyheder
|