Sommerens højeste temperatur 32,7°C blev målt ved St. Jyndevad i Sønderjylland den 20. august om eftermiddagen, mens sommerens laveste temperatur på lige over frysepunktet nemlig 0,2°C blev registreret natten til den 6. juni i Isenvad i Midtjylland.
I sommeren 2009 var København og Nordsjælland og Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster varmest med 16,8°C for regionerne i gennemsnit (normal hhv. 15,8 og 15,7°C), mens Midt- og Vestjylland var koldest med 15,7°C i gennemsnit (normal 14,8°C).
Lidt usædvanligt var det, at juni 2009 blev lidt koldere end normalt og det var en kendsgerning, at ”Danmarks længste vejrrekord” hermed blev brudt. Landstemperaturen havde nemlig i 19 måneder i træk været over normalen. Ikke siden oktober 2007 havde vi været i den situation. Før oktober 2007 var der faktisk også gået 18 måneder med temperatur over normalen.
Omkring Sankthans startede en meget varm og solrig periode med landsdækkende varmebølger og lokale hedebølger. Det varede til ca. 1 uge ind i juli. En varmebølge er, når midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25°C. En hedebølge er, når midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28°C. Landsdækkende varme- og hedebølge er defineret ved at mere end 50 % af Danmarks areal opfylder ovenstående betingelser. Ved en regional varme- og hedebølge skal mere end 50 % af regionens areal opfylde ovenstående betingelser.
Sommeren 2009 havde 10,0 sommerdage for landet som helhed, dvs. hvor temperaturen oversteg 25°C (normal 6,8). Der var lige mange i juli og august, nemlig 4,1.

I gennemsnit ud over landet faldt der 217 millimeter nedbør i sommeren 2009. Det er 29 millimeter eller 15 % over normalen for 1961-90. Rekorden for den vådeste sommer er 323 millimeter nedbør fra 1980. Den tørreste sommer er fra 1976, hvor der blot faldt 49 millimeter nedbør.
Nedbør
Der var store forskelle henover landet. Mest nedbør kom der i regionen Nordjylland med 259 millimeter i gennemsnit (normal 183 millimeter), mens der på Bornholm kom mindst med 141 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 148 millimeter).
Torsdag den 11. juni og fredag den 12. juni 2009 blev den østlige del af Danmark nærmest lagt under vand, hvor store dele af Sjælland fik mere end 2 måneders normalnedbør.

Soltimer
Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i sommeren 2009 i 700 timer, hvilket er 109 timer eller 18 % over normalen for 1961-90. Den solrigeste sommer er fra 1947 med 770 soltimer, mens den solfattigste er fra 1987 med 396 timer.
Mest sol fik Bornholm med 829 timer i gennemsnit (normal 678 timer). I Syd- og Sønderjylland kom mindst med 659 soltimer i gennemsnit (normal 551 timer).

Det var ret blæsende torsdag den 30. juli 2009 med hård kuling langs Vestkysten og vindstød af stormstyrke.
Landstal sommer 2009. Tal i parentes er normalen for perioden 1961-1990.
| |
Juni 2009 |
Juli 2009 |
August 2009 |
Sommer 2009 |
|
Middeltemperatur °C
|
13,9 (14,3)
|
17,2 (15,6)
|
17,4 (15,7)
|
16,2 (15,2)
|
|
Nedbør mm
|
64 (55)
|
86 (66)
|
68 (67)
|
217 (188)
|
|
Soltimer
|
280 (209)
|
220 (196)
|
200 (186)
|
700 (591)
|
For yderligere information kontakt DMI's Klima- og datainformation
Af John Cappelen DMI, 2. september 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|