Logo - link til forside 
 Vejret i Danmark og farvandene omkring Danmark.   Vejret i Grønland og farvandene omkring Grønland.   Vejret på Færøerne og farvandene omkring Færøerne.   Vejret og klimaet i hele verden.   Om DMI   Viden om Vejr, klima og oceanografi   Klimaet får gradvist større og større indflydelse på vores hverdag, efterhånden som vi tænker det ind i flere og flere af dagligdagen gøremål.   Havet omkring Danmark, Grønland og Færøerne, dets oceanografi og dets havis   Erhverv
Til lands
 Regionaludsigter
 Landsudsigten
 WebTV
 Byvejr
 Strandvejr
 Vejrkort
 Måned/sæson
 Grænselandsvejr
 Öresundsvejr
Til søs
 Farvandsudsigter
 Vandstand
I luften
 Metar og Taf
Sundhedsvejr
 Pollen
 UV-indeks
Målinger
 Borgervejr
 Havobservationer
 Lyn
 Ozonlaget
 Radar: Nedbør
 Satellit
 Tørkeindeks
 Vejret lige nu
Vejrarkiver
 Dag
 Uge
 Måned/sæson/år
 Normaler
 Ekstremer
Tjenester
 Nyhedsbrev
 Varsler på SMS
 RSS og podcasts
 Android og iPhone
 Vejr, hus og have

Vejret i Danmark - året 2010

2010 blev en del koldere end normalt med overskud af soltimer og nedbør.

Set som en helhed blev Danmarks årsmiddeltemperatur for 2010 opgjort til 7,0°C. Det er 0,7°C  under normalgennemsnittet (7,7°C) beregnet over perioden 1961-90. Ikke siden 1996 har årets gennemsnitstemperatur været under normalen. Dengang blev den 6,8°C. Der har været mange varme år i de mellemliggende år, specielt de tre meget varme år 2006, 2007 og 2008, der er de varmeste, vi overhovedet har registreret i Danmark. 2007 holder rekorden med 9,5°C. På en delt andenplads har vi så 2008 og 2006, som begge sluttede på 9,4°C. Derefter følger 1990 med 9,3°C. Det koldeste år er 1879 med 5,9°C.

Detaildata

December 2010 var meget tæt på kulderekorden for gennemsnittet af døgnmiddeltemperatur med minus 3,9°C sammenlignet med rekorden fra december 1981 på minus 4,0°C. Det blev afgjort på målstregen med en mildning omkring årsskiftet. Til gengæld endte gennemsnittet af minimum- og maksimumtemperaturerne for december 2010 på hhv. minus 7,6°C og minus 1,2°C, hvilket er ny rekord siden disse beregningerne startede landsdækkende i 1953. Rekorden for gennemsnitlig minimumstemperatur på minus 7,6°C deles med december 1981.

Otte måneder var koldere end normalt - januar, februar og december 2010 endog meget koldere end normalt. Marts, april, juli og august 2010 var varmere end normalt – juli meget varm. Med 2010 koldere end normalt er det en kendsgerning, at ud af de seneste 23 år i Danmark, har 20 været varmere end normalt. Siden 1870 er temperaturen i Danmark steget med ca. 1,5°C.

Den laveste temperatur registreret i Danmark i 2010 blev minus 23,0°C målt om morgenen den 22. december ved Holbæk på Sjælland. Senest DMI registrerede en lavere temperatur i Danmark var i marts 1987, hvor der blev målt minus 25,6°C.

Den højeste temperatur på 34,1°C blev målt ved Hammer Odde på Bornholm den 11. juli. 34,1°C er den højeste temperatur i Danmark siden 1994. Det år nåede termometret 34,3°C ved Klitmøller syd for Hanstholm den 25. juli om eftermiddagen i en meget varm, tør og solrig juli med mange tropedøgn. 34,1°C er desuden den 9. højeste maksimum målt i en juli måned. Den liste toppes af juli 1941, hvor der blev målt 35,3°C.

Middeltemperatur i Danmark i 2010
Middeltemperatur i Danmark i 2010

Regionerne Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster og Bornholm var varmest med 7,5°C for regionerne hver især i gennemsnit (normal hhv. 8,1°C, 8,0°C og 7,8°C), mens der i regionen Nordjylland var koldest med 6,5°C for regionen i gennemsnit (normal 7,5°C).

Nedbørmæssigt fik landet i gennemsnit 726 millimeter, hvilket er 14 millimeter eller 2% over normalen. Specielt august blev våd. Årsnedbøren i Danmark er steget omkring 100 millimeter siden 1870.

Der var store forskelle henover landet. Mest nedbør kom der på Bornholm med 916 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 596 millimeter), mens der i regionen Nordjylland kom mindst med 641 millimeter (normal 686 millimeter).

Nedbør i Danmark i 2010.
Nedbør i Danmark i 2010.

Solen skinnede en del over Danmark i 2010. Det blev til 1.669 solskinstimer, hvilket er 174 timer eller 12% over normalen. Det solrigeste år er 1947 med 1.878 timer, mens det solfattigste er 1987 med 1.287 soltimer. De regelmæssige soltimemålinger startede i 1920.   

December måned blev med 81 solskinstimer rekordsolrig. Solskinstimerne har siden 1980 udvist en markant stigende tendens i Danmark.

Sol i Danmark i 2010.
Sol i Danmark i 2010.

Mest sol fik regionen Nordjylland med 1.811 soltimer (normal 1.528 timer). I regionen København og Nordsjælland kom mindst med 1.601 timer (normal 1.539 timer).

Det blev landsdækkende hvid jul i 2010 ligesom i 2009 og det er første gang DMI har registeret to landsdækkende hvide jule i træk.

Årstiderne kort

Kalendervinteren 2009-2010 (december, januar og februar) fik en middeltemperatur på minus 1,5°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er 2,0°C under normalen beregnet på perioden 1961-90 (normal 0,5°C). Dermed adskiller den sig radikalt fra de sidste mange års vintre, der bortset fra vinteren 2002-2003 alle gennemsnitlig har været over 0 grader siden vinteren 1995-1996, der var

Minus 2,3°C som helhed. De forrige tre vintre har været forholdsvise varme, nemlig 4,1°C (2007-2008) og 4,7°C (2006-2007) og 1,5°C (2008-2009). Vinteren 2006-2007 blev i øvrigt den varmeste registreret vinter siden de landsdækkende målinger startede i 1874. De koldeste registrerede vintre er fra 1939-1940 og 1962-1963, begge med et snit på minus 3,5°C.

Den højeste temperatur i løbet af vinteren 2009-2010 blev 9,7°C målt i St. Jyndevad i Sønderjylland om aftenen den 6. december 2009. Vinterens laveste temperatur på minus 19,0°C blev målt lige efter midnat til den 20. december 2009 ved Horsens i Østjylland.

Antal frostdøgn i vinteren 2009-2010 blev 74 og ligger således langt over normalen for perioden 1961-90, der er 53 døgn.

I gennemsnit ud over landet faldt der 140 millimeter nedbør i vinteren 2009-2010. Størstedelen er faldet som sne, siden det kolde vejr satte ind ca. midt i december 2009. Det er 21 millimeter eller 13 % under normalen for 1961-90 (161 millimeter). Derved adskiller vinteren 2009-2010 sig ikke så meget fra vinteren 2008-2009, der dog blev mere nedbørfattig med kun 106 millimeter, men noget mere fra vinteren 2007-2008, hvor der faldt 202 millimeter og især fra vinteren 2006-2007 med hele 319 millimeter. Vinteren 2006-2007 blev i øvrigt den vådeste vinter registreret siden de landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874. Den tørreste vinter er fra 1946-1947, hvor der blot faldt 46 millimeter nedbør.

Mest nedbør kom der på Bornholm med 191 millimeter i gennemsnit (normal 142 millimeter), mens der i de to sjællandske regioner (Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster og København og Nordsjælland) kom mindst med 114 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 131 millimeter for begge regioner).

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i vinteren 2009-2010 i 160 timer, hvilket er 5 timer eller 3 % over normalen for 1961-90 (155 timer). Den solrigeste vinter er fra 1931-1932 med 243 soltimer, mens den solfattigste er fra 1925-1926 med 81 timer.

Mest sol fik region Nordjylland med 190 timer i gennemsnit (normal 153 timer). I region Bornholm kom der mindst med blot 96 soltimer i gennemsnit (normal 133 timer).

Kalenderforåret 2010 (marts, april og maj) fik en næsten normal middeltemperatur på 6,4°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er nemlig blot 0,2°C over normalen beregnet på perioden 1961-90 (normal 6,2°C). Både marts og april blev ellers varmere end normal, men maj trak godt ned i forårsregnskabet.

Foråret 2010 står i kontrast til de seneste års forår, der har været noget varmere. Foråret 2009 endte således på 8,3°C, foråret 2008 på 7,9°C og endelig er der rekorden for varmeste forår fra 2007, der i gennemsnit blev 9,0°C varm. Det koldeste forår er helt tilbage fra 1888 med kun 2,9°C. De landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.

Forårets højeste temperatur 24,9°C blev målt i Midtjylland ved Billund den 23. maj om eftermiddagen. Der blev således i foråret 2010 ikke registreret sommerdage, hvor temperaturen passerede 25°C. Forårets laveste temperatur på minus 19,1°C blev målt natten til den 7. marts nær Kolding i Østjylland. Antal frostdøgn i foråret 2010 blev 17,0 døgn (normal 22).

I foråret 2010 blev regionen Fyn varmest med 6,8°C for regionen som gennemsnit (normal 6,5°C), mens Bornholm blev koldest med 5,4°C i gennemsnit for regionen (normal 5,2°C).

I gennemsnit ud over landet faldt der 123 millimeter nedbør i foråret 2010. Det er 12 millimeter eller 9 % under normalen for 1961-90. Marts og april var tørrere end normalt, mens maj var noget vådere. Rekorden for det vådeste forår er fra 1983 med 285 millimeter nedbør. Det tørreste forår er fra 1974, hvor der blot faldt 46 millimeter nedbør. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

Der var forskelle henover landet. Mest nedbør i foråret 2010 kom der i regionen Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster med 150 millimeter i gennemsnit (normal 119 millimeter), mens der i regionen Nordjylland kom mindst med 90 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 131 millimeter).

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i foråret 2010 i 515 timer, hvilket er 34 timer eller 7 % over normalen for 1961-90. Det er næsten normalt og i skærende kontrast med de seneste tre forårs soltimeantal; 652 timer i foråret 2009, 663 timer i det rekordsolrige forår 2008 og 661 timer i foråret 2007. Det solfattigste forår er i øvrigt fra 1983 med blot 269 timer. De landsdækkende soltimemålinger startede i 1920.

Marts og april 2010 bidrog med flere solskinstimer end normalt, mens maj trak ned i forårsregnskabet.

Mest sol i maj 2010 fik regionen Nordjylland 593 soltimer i gennemsnit (normal 492 timer). I regionen København og Nordsjælland kom mindst med 459 soltimer i gennemsnit (normal 496 timer).

Kalendersommeren 2010 (juni, juli og august) fik en middeltemperatur på 16,3°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er 1,1°C over normalen beregnet på perioden 1961-90 (normal 15,2°C). Rekorden for varmeste sommer er fra 1997, der var 17,7°C varm. Den koldeste sommer er fra 1987 med 13,4°C.

Sommerens højeste temperatur blev målt til 34,1°C ved Hammer Odde på Bornholm den 11. juli. 34,1°C er den højeste temperatur i Danmark siden 1994. Det år nåede termometret 34,3°C ved Klitmøller syd for Hanstholm den 25. juli om eftermiddagen. Listen toppes af juli 1941, hvor der blev målt 35,3°C. Sommerens laveste temperatur på 2,2°C blev målt i Midtjylland natten til den 16. juni. I sommeren 2010 var regionen Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster varmest med 17,1°C for regionen i gennemsnit (normal 15,7°C). København/Nordsjælland, Fyn og Bornholm fulgte dog lige efter med 16,9°C for regionerne hver især i gennemsnit (normal hhv. 15,8 og 15,7°C for både Fyn og Bornholm). Midt- og Vestjylland var koldest med 15,6°C i gennemsnit (normal 14,8°C).

Juni 2010 blev koldere end normalt, mens både juli og august blev varme. Juli 2010 endte endog over 3°C over normalen og dette gav en delt fjerde højeste gennemsnitstemperatur siden de landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874. Fjerdepladsen deles med året 1914.

Der blev indimellem både i juni og juli 2010 skruet godt op for varmen. Det udløste i sidste del af juni lokale varmebølger i det centrale Jylland, samt en meget lokal omkring Holbæk og i juli regulære regionale varme- og hedebølger samt tropedøgn. En varmebølge er, når midlet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25°C. Det kaldes en hedebølge, når midlet af temperaturerne overstiger 28°C. Varme- og hedebølger vil således altid vare mindst tre dage, men kan selvfølgelig godt vare længere. Hvis en varme- og hedebølge skal være landsdækkende skal over 50 % af Danmarks areal opfylde ovenstående betingelser. Ved en regional varme- og hedebølge skal over 50 % af regionens areal opfylde betingelserne. Ved et tropedøgn må temperaturen ikke komme ned på eller under 20°C i løbet af døgnet.

Årets første sommerdag blev registreret den 28. juni 2010, hvor termometret flere steder i Jylland sneg sig op over den magiske grænse 25°C. Sommeren 2010 havde 9,5 sommerdage for landet som helhed, dvs. hvor temperaturen oversteg 25°C (normal 6,8). Langt de fleste, knap 8 sommerdage, faldt i juli.

Sankthans aften 2010 fik for andet år i træk stort set perfekt Sankt Hans vejr langt de fleste steder. Vi oplevede således igen svag vind, tørt vejr, ca. 15-18°C og fik i tilgift en fantastisk næsten fuld måne at gå hjem til.

I gennemsnit ud over landet faldt der 246 millimeter nedbør i sommeren 2010. Det er 58 millimeter eller 31% over normalen for 1961-90. Rekorden for den vådeste sommer er 323 millimeter nedbør fra 1980. Den tørreste sommer er fra 1976, hvor der blot faldt 49 millimeter nedbør.

Der var store forskelle henover landet. Mest nedbør kom der i regionen København og Nordsjælland med 303 millimeter i gennemsnit (normal 182 millimeter), mens der i Nordjylland kom mindst med 203 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 183 millimeter).

Flere spektakulære regnvejr huskes fra sommeren 2010. I juni faldt regnen hovedsagelig i første halvdel af måneden og det østlige Danmark fik en del af regnen i dagene fra den 7. - 8. juni 2010, da et større regnvejr passerede. Der hvor der faldt mest kom der omkring 60 millimeter. En spektakulær koldfrontspassage ramte den 12. – 13. juli 2010 Danmark, ledsaget af lyn og torden. Bygerne, der fulgte med koldfronten var ind imellem kraftige. Den 24. -25. juli 2010 blev en våd og kold weekend på Bornholm, mens det meste af landet havde tørt vejr med en del sol. Der faldt kun enkelte meget spredte byger over Jylland og øerne, mens der på Bornholm faldt mellem 25-50 mm regn, især om lørdagen og næsten som heldagsregn. Den 28.-29. juli fik Midtjylland og den vestlige del af Sjælland en del vand, mens det den 29.-30. juli gik mest ud over Nordjylland, Djursland, det nordvestlige Sjælland, samt dele af Falster. Ved Kollekolle i det nordvestlige Sjælland blev der målt ca. 90 mm.

Den 8. august 2010 fik det østlige Danmark en ordentlig skylle, hvor der kom omkring 60 millimeter hvor det regnede mest. Den østlige del af Sjælland måtte stå for igen den 14. august 2010. Kraftig regn gav 40 millimeter i gennemsnit over hele regionen København og Nordsjælland. Flere steder i området faldt der over dobbelt så meget. De følgende dage faldt der masser af regn andre steder i landet. På Bornholm blev der målt op til 93 millimeter under et kraftigt regnvejr natten til den 17. august og den 18. august gik det ud over Fyn og Jylland, særligt området omkring Billund, hvor der faldt op over 125 millimeter regn.

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i sommeren 2010 i 645 timer, hvilket er 54 timer eller 9% over normalen for 1961-90. Den solrigeste sommer er fra 1947 med 770 soltimer, mens den solfattigste er fra 1987 med 396 timer.

Der var store forskelle henover landet. Mest sol fik Bornholm med 852 timer i gennemsnit (normal 678 timer). I Østjylland kom mindst med 613 soltimer i gennemsnit (normal 584 timer).

Det var ret blæsende mandag den 23. august 2010 i forbindelse med en lavtrykspassage. Der blev registeret hård kuling langs den jyske vestkyst, endog op til stormstyrke på en enkelt station med vindstød op til stærk storm i den sydvestlige del. Den næste par dage aftog blæsten gradvis, mens lavtrykket bevægede sig mod øst.

Kalenderefteråret 2010 (september, oktober og november) fik en middeltemperatur på 8,1°C i gennemsnit for landet som helhed. Det er 0,7°C under normalen beregnet på perioden 1961-90 (normal 8,8°C). Ikke siden efteråret 1998 med 8,0°C i gennemsnit har vi haft et så koldt efterår.

Rekorden for det allervarmeste efterår er fra efteråret 2006, der i gennemsnit blev 12,2°C varm. Det koldeste efterår er fra hhv. 1922 og 1952 med 6,7°C. De landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.

For efteråret 2010 blev den højeste temperatur på 22,2°C målt i Sønderjylland nær Sønderborg den 23. september om eftermiddagen. Efterårets laveste temperatur på minus 11,8°C blev målt om natten til den 1. december ved Karup i Midtjylland.

I efteråret 2010 blev Bornholm den varmeste region med 9,0°C for regionen som gennemsnit (normal 9,5°C), mens regionen Nordjylland blev koldest med 7,6°C i gennemsnit for regionen (normal 8,6°C).

Natten til den 12. oktober blev efterårets første frost (minus 0,3°C) registreret ved Sjælsmark i det nordøstlige Sjælland og senere kom sønderjyske Skrydstrup med.

I gennemsnit ud over landet faldt der 249 millimeter nedbør i efteråret 2010. Det er 21 millimeter eller 9% over normalen for 1961-90. Der blev i Midt- og Vestjylland registeret sæsonens første sne natten til den 21. oktober 2010.

Rekorden for det vådeste efterår er fra 1967. Her kom der sammenlagt 327 millimeter nedbør. Det tørreste efterår er fra 1920, hvor der blot faldt 105 millimeter nedbør. De landsdækkende nedbørmålinger startede i 1874.

I efteråret 2010 var der som sædvanlig store forskelle i nedbøren henover landet. Mest nedbør kom der på Bornholm med sammenlagt 317 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 194 millimeter), mens der i regionen Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster kom mindst med sammenlagt 219 millimeter for regionen i gennemsnit (normal 169 millimeter).

Solen skinnede i gennemsnit ud over landet i efteråret 2010 i 313 timer, hvilket er 44 timer eller 16% over normalen for 1961-90. Det solrigeste efterår er fra 2005 med 407 soltimer, mens det solfattigste er fra 1976 med 166 timer.

I efteråret 2010 kom der mest sol i regionen Nordjylland med sammenlagt 334 timer for regionen i gennemsnit (normal 272 timer). I Syd- og Sønderjylland kom mindst med sammenlagt 301 soltimer for regionen som gennemsnit (normal 254 timer).

Den 15. september 2010 blev blæsende op til kuling med enkelte vindstød i kategorien stærk storm.

Kalendervinteren 2010-2011 (december, januar, februar) startede med en som helhed næstkoldeste og rekordsolrig december 2010. Der var underskud af nedbør. Gennemsnitstemperaturen for december 2010 blev så lav som minus 3,9°C (rekord december 1981 med minus 4,0°C) og soltimeantallet blev 81 timer. Vinterkulde med en del snefald dominerede hele måneden med en meget kortvarig mildning omkring en tredjedel henne i måneden og lige før årsskiftet. Antal frostdøgn blev 30,7 døgn, hvilket er meget over normalen på 15 døgn og ny rekord. Den forrige rekord er på 30 frostdøgn fra december 1890 og 1969.

Det blev landsdækkende hvid jul i 2010 ligesom i 2009 og det er første gang DMI har registeret to landsdækkende hvide jule i træk.

Landstal 2010. Røde tal er rekorder. Tal i parentes er normalen for perioden 1961-1990

Måned Gennemsnit °C maks. °C min. °C nedbør mm soltimer
Januar -3,2 (0,0) 4,9 -18,0 29 (57) 62 (43)
Februar -2,2 (0,0) 7,2 -16,5 40 (38) 52 (69)
Marts 2,8 (2,1) 17,7 -19,1 33 (46) 127 (110)
April 7,0 (5,7) 22,4 -4,5 26 (41) 198 (162)
Maj 9,4 (10,8) 24,9 -3,1 64 (48) 189 (209)
Juni 13,9 (14,3) 28,3 2,2 52 (55) 248 (209)
Juli 18,7 (15,6) 34,1 5,6 69 (66) 247 (196)
August 16,2 (15,7) 26,4 3,6 124 (67) 151 (186)
September 12,6 (12,7) 22,2 0,1 73 (73) 146 (128)
Oktober 8,7 (9,1) 20,1 -4,4 85 (76) 109 (87)
November 2,9 (4,7) 13,5 -11,8 91 (79) 58 (54)
December -3,9 (1,6) 7,6 -23,0 38 (66) 81 (43)
Året 7.0 (7,7) 34,1 -23,0 724 (712) 1.667 (1.495)

Af John Cappelen
Redaktion Niels Hansen,
nsh@dmi.dk
© DMI, 30. december 2010, opdateret 4. januar.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
DMI's RSS-ikon-nyheder

Sikker email til DMIOphavsret Privatlivspolitik  Send til en ven
Udskriv   English site   Kontakt DMI   Sitemap   Standard skrift Stor skrift   Send siden til en ven
 Varsler, varsel, vejrvarsel, varsel om farligt vejr
   Varsel markering Varsler om farligt vejr i Danmark
DotVarseldefinitioner
Gem og del med dine venner med Addthis
 Nyheder
DotÅrets anden sommerdag og hidtil varmeste dag i år
18.05.2013 22:03
 Værd at vide
 Klimanormaler
 Vindstyrketabel
 Vejrlommeregner
 Spørgsmål og svar
 Fremtidens klima
spacer.gif
 Fra leksikonnet
 Dug:
Afsætning af vand ved kondensation (fortætning) af vanddamp på en overflade.
spacer.gif

Få DMI Vejr på din smartphone

spacer.gif