Vejret fra en ny kant
Med det kommende vejrskifte går vi fra smukt efterårsvejr og langvarig østenvind til mere normalt dansk efterår med vestenvind og mere ustadigt vejr.
I 16 dage har vi nu haft svage, østlige vinde. De stille nætter har givet anledning til dannelse af dis og tåge, der har forvandlet morgenlandskaberne til eventyrslignende kulisser, der emmer af ro. Træerne er så småt begyndt at falme, hvilket får de levende hegn til at fremstå i en palet af farver fra de grønne nuancer over de gule, røde og enkelte steder brune nuancer. En vejrtype, der godt kan klassificeres som smukt efterår.
 Efterårsdis. Foto Hans Chr. Katberg Olrik Thoft.
Solen forsøger at brænde dis og tåge af, men da den ikke kommer så langt op på himmelen på denne årstid, har den ikke altid magt nok til at brænde det helt af. Resultatet bliver, at vi i stedet for flot solskin nogle dage må tage til takke med en skyet dag. Dette fænomen har været på færde flere dage i september 2008.
Torsdag den 25. september blev den sidste dag med østenvind i denne omgang. Solen fik brændt al dis og tåge af, og det blev en rigtig flot efterårsdag med meget sol og forholdsvis høje temperaturer. To steder i Jylland, Aalborg og Borris, blev der, som det ses på kortet herunder, målt op til 20°C.
 Højeste temperaturer målt i det meteorologiske døgn 25. september 2008. Grafik Mikael Scharling.
Det er ikke ofte, at vi har østenvinde i så lange perioder af gangen i september, som vi har haft i år. Herunder kan det ses på vindroserne, at middelvindretningen i september 2008 har været overvejende østlig, mens den over de sidste ti år har været overvejende vestlig, og for øvrigt mere blæsende.
|