Vandfattig april 2009
Årets udgave af april er meget tør, selvom vi ikke er i nærheden af rekordtør. I 2009 har vi indtil videre fået otte millimeter i landsgennemsnit.
Normalen for måneden er 41 millimeter, og er det derfor ikke urimeligt, at påstå at april 2009 har sparet på vandet. De tørreste april'er, siden vi begyndte at måle nedbør, var i 1893 og 1974. Begge år faldt der tre millimeter i gennemsnit hen over landet.

På kortet ses det, hvor meget nedbør landet har fået i gennemsnit. Mest regn er der kommet i det nordjyske, der har fået 15 millimeter, mens Bornholm, der har fået mindst, kun har fået én millimeter. Det mest markante regnvejr, vi har haft i april 2009, var tirsdag/onsdag lige før påske, hvor en front gav anledning til tordenbyger på sin vej ind over landet.
Vejrudsigterne går nu frem til og med den 27. april, og der er ikke noget, der tyder på, at vi kan kommer op i nærheden af den normale mængde af nedbør for april. Det ville kræve store mængder af regn fra den 28.-30. april. Hvis landsgennemsnittet for april 2009 ikke når at overstige 15 millimeter, vil måneden komme til at ligge i top-5 over tørreste april måneder, og det kan sagtens blive aktuelt.
Den eneste regn udsigterne forudser for den kommende uge skal komme onsdag. En svag frontbølge skal passere landet fra nordvest, mens den går i opløsning.
 Lavtrykket nord for Skotland bevæger sig mod nordøst, mens en lille bølge på den tilhørende front skal ned over Danmark i løbet af onsdag.
Så der er håb om lidt regn eller byger for haveejere og landmænd. I Syd- og Sønderjylland, hvor der forventes mest nedbør, er der chance for op til tre millimeter, mens resten af landet, ser ud til kun at skulle have op til en millimeter. Gennemsnitligt over landet bliver det højst sandsynligt ikke til store mængder, til trods for at der nogle steder sandsynligvis vil falde flere millimeter i forbindelse med bygerne.
For yderligere information kontakt DMI's Data og Klima Information
Af Lone Seir Carstensen © DMI, 21. april 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|