Mandag den 29. september: Klimakonference i Moskva Mandag åbnede FN's klimakonference i Moskva. Et af de varme emner på dagsordenen er hvorvidt Rusland tiltræder Kyoto-protokollen. Kyoto-protokollen er en international aftale der skal begrænse udslippet af drivhusgasser der ændrer Jordens klima.
Tirsdag den 30. september: Solen sejrede i England... Det Britiske Meteorologiske Institut (UK Met Office) kunne tirsdag erklære september 2003 for den solrigeste september nogensinde, med i gennemsnit 6 timer og 4 minutters solskin om dagen. Til gengæld faldt der kun 42% af den normale mængde nedbør.
...og regnen i Florida Florida har haft sin vådeste september i mands minde. Mandag fik byen Napels 161 mm regn på ét døgn, og Fort Myers har registreret imponerende 437 mm nedbør i september. Det er 242 mm mere end normalt for måneden. Til sammenligning får Danmark i snit ca. 700 mm på et helt år.
Onsdag den 1. oktober: Vejrfølsom kæmpereklame Onsdag afslørede Coca-Cola sin nye kæmpereklame på Piccadilly Circus i London. Den 30 meter brede neonkolos er udstyret med en sensor, så reklamen kan tilpasse sig til vejret. Når det f.eks. regner kommer der store dråber frem på skærmen, og når det blæser så 'blafrer' Coca-Colas logo.
Første frost i Danmark Natten til onsdag blev der for første gang i dette vinterhalvår registreret minusgrader i Danmark. Ned til -1°C blev der målt i Østjylland.
'Big Brother' - nu med meteorologiske fænomener Nu får det amerikanske vejr sin egen 'Big Brother'. Onsdag præsenterede forskere fra University of Massachusetts et nyt system til overvågning og varsling af små, men voldsomme, meteorologiske fænomener som tornadoer og tordenbyger. Næsten 300 millioner kroner er der sat af til projektet der - ved hjælp af talrige små radarer opsat i de allestedsnærværende mobiltelefonmaster - markant vil forbedre meteorologerne datagrundlag.
|