Ugens Vejr i Verden - Uge 34 Lørdag den 16. august: Norge kæmper med flommen Flommen (forhøjet vandstand i elve og floder) i Norge giver store trafikale problemer. Dovrebanen var netop åbnet efter et jordskred, men kun nattoget til Trondheim nåede at passere. Straks efter ødelagde vandmasserne en bro, og togdriften var igen afbrudt. Søndag den 17. august: Frankrig på ny udsat for vejrets luner Ikke så snart var hedebølgen over, før en storm med vindhastigheder op mod 140 km/t ramte blandt andet det sydlige og østlige Frankrig. Mandag den 18. august: Den amerikanske prærie er barn af ekstremt vejr En detaljeret undersøgelse af det amerikanske prærieland i staterne Oklahoma, North Dakota og Indiana blev mandag bragt i tidsskriftet Physical Geography. Her viser et hold amerikanske forskere at langvarige tørkeperioder både sommer og vinter, mange lynnedslag samt høj fordampning har favoriseret græsser frem for skov. Tirsdag den 19. august: Canadiske skovbrande stadig ude af kontrol Vanskeligt terræn og uforudsigelige vinde gør det stadig næsten umuligt at bekæmpe de mange skovbrande i Canadas vestligste provins British Columbia. Onsdag den 20. august: Tropisk storm gik nord om Taiwan Det var med blandede følelser at taiwaneserne onsdag så den tropiske storm Vamco tabe pusten og gå nord om øen. Det var ventet at Vamco ville bidrage rundhåndet til opfyldningen af øens efterhånden slunkne vandreserver, men det blev altså ikke tilfældet. Til gengæld slap man for de skader den kraftige vind kunne have medført. Torsdag den 21. august: Portugal gør skaderne op De portugisiske myndigheder er ved at gør skaderne op efter de omfattende skovbrande. Seks procent af nationens samlede skovareal - et område svarende til hele Luxemburg - blev flammernes bytte.  Den vestatlantiske hurricane-sektor som den så ud fredag klokken 12.00.
Fredag den 22. august: Lavtryk med hurricane-nøkker Meteorologerne i det sydøstlige USA og Caribien har en travl weekend foran sig. Et lavtryk i Atlanten er under uddybning og opnår formentlig status af 'tropisk storm' - og hermed navnet 'Fabian' - allerede i dag. Den nuværende bane bringer Fabian forbi Haiti lørdag og Cuba søndag. Mandag eller tirsdag når Fabian så frem til Bahamas og Florida, muligvis på dette tidspunkt med hurricane-styrke. Udvalgt og redigeret af Niels Hansen, nsh@dmi.dk DMI 22. august 2003. |