Ugens Vejr i Verden - Uge 8 2010
Vand på fast og flydende form er hovedpersonen i Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 20. februar Ferieø fik en måneds nedbør på otte timer Den portugisiske ferieø, Madeira, i Atlanterhavet fik lørdag det, der i normale termer svarer til en måneds nedbør, på bare otte timer med katastrofale konsekvenser til følge. De voldsomme vandmængder udløste jordskred og oversvømmelser, som skyllede veje væk, ødelagde huse og rev træer op med rode. Foreløbigt gør det portugisiske myndigheder tabene op til mindst 42 omkomne og fire savnede.
 Madeira, der ligger nord for de Kanariske Øer, ud for Marokkos Casablanca i Atlanterhavet, fik lørdag en ordentlig skylle. Nedbørområdet, som førte til oversvømmelserne i Uganda, er også tydelig over Centralafrika. Grafik fra dmi.dk.
Søndag den 21. februar Massive oversvømmelser i Kampala Flere timers styrtregn over dele af Uganda lagde søndag de lavtliggende områder af hovedstaden Kampala under vand. Det er anden gang på bare en uge, at den østafrikanske by får en ordentlig skylle. Det er primært byens slumområder og vådområder, der bliver påvirket af de store vandmængder, og visse steder stod vandet så højt, at folk måtte flygte fra hus og hjem, skriver New Vision. På grafikken overfor ses nedbørområdet over Centralafrika.
Tirsdag den 23. februar Masser af sne til New York Tidligere i februar slap New York for den snestom, som lagde nærliggende Washington under et rekordtykt dække. Nu går den ikke længere. To snevejr i halen på hinanden giver The Big Apple 36 timer med stort set konstant nedbør fra tirsdag morgen og frem. I alt skulle der ligge op til ½ meter sne, når vi kommer frem til onsdag aften lokal tid.
 Alene er de skønheden selv, men når et par trilliarder rotter sig sammen mod en storby betyder det problemer. Nærstudie af snefnug; Jesper Grønne.
Torsdag den 25. februar Mest snerige måned nogensinde Pittsburgh i det østlige USA slog torsdag en 126 år gammel rekord, som indbyggerne nok gerne havde været foruden. Tidligt torsdag meddelte den nationale vejrtjeneste, at byen havde fået 102,6 centimeter i løbet af februar måned. Så meget er aldrig tidligere målt i løbet en måned, og og den tidligere rekord på 102,1 centimeter skal vi helt tilbage til 1884 for at finde.
Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 26. februar 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|