Ugens Vejr i Verden - Uge 6 2010
Sne, kulde, lavvande og måske ny lufttrykrekord er nogle af de spændende elementer fra Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 6. februar Oversvømmelser og mudderskred i Mexico Kraftig regn førte lørdag til flere mudderskred i det centrale Mexico. Værst gik det ud over hovedvejen mod Mexico City fra det populære feriested Valle de Bravo. Nær byen Temascaltepec begravede et enkelt skred flere biler og det lokale politi oplyser til medierne, at mindst 11 er omkommet. Regnen har også ført til oversvømmelser flere steder; blandt andet i delstaten Michoacan.
Mandag den 8. februar Snowmageddon på USA's østkyst En decideret monster-snestorm har puttet store dele af det nordøstlige USA under en tyk, hvid dyne. Meteorologer kalder snestormen for 'den værste i mands minde', mens præsident Obama kalder den 'snowmageddon'. Mandag plager sneen stadig hovedstaden Washington, hvor blandt andre 230.000 medarbejder i statslige styrelser er blevet bedt om at blive hjemme. Også virksomheder og skoler har opgivet at åbne mandag. Samtidig advarer USA's DMI (NOAA) om, at der er mere sne på vej fra Atlanten.
 Sneen ligger tykt omkring Washington: Foto fra søndag den 7. februar; NASA.
Sidste natopsendelse for rumfærgerne Natten til mandag lokal tid steg rumfærgen Endeavour til vejrs på vej mod den internationale rumstation ISS. Opsendelsen bliver den sidste natopsendelse, hvis NASA's plan for pensionering af rumfærgeflåde holder. Oprindeligt skulle Endeavour af sted søndag, men dårlige vejrbetingelser udsatte affyringen 24 timer.
Tirsdag den 9. februar Lavvande i Østersøen Et sejlivet højtryk har siden december ligget over Skandinavien. Det har leveret vintervejr og kulde til Danmark og så har det ført til noget nær rekordlav vandstand i den vestlige Østersø. Tirsdag beskriver DMI's svenske søsterorganisation SMHI et tilfælde i slutningen af januar, hvor målestationen ved Skanør i Sveriges sydvesthjørne nåede helt ned på en vandstand 1,5 meter under normalen - det er ganske tæt på rekorden, der opstod under helt andre vejrforhold i december 1999. Du finder link til historien i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Ny lufttrykrekord - måske Den 19. januar 2010 bliver måske den nye dato for verdensrekorden i højt lufttryk. I al fald meldte stationen Gandan Huryee i det nordøstlige Mongoliet klokken 21:00 UTC om et reduceret lufttryk på 1086,2 hPa. Det er i så fald en markant overskridelse af den tidligere rekord på 1.083,8 hPa sat i 1968. 'Reduceret' fortæller, at lufttrykket er omregnet til havniveau - det er fast procedure for den type meteorologiske målinger. Hvorvidt der rent faktisk er tale om en rekord kommer dog til at tage sin tid at verificere. Det skal undersøges fra alle tænkelige vinkler, om målingen var naturlig, om måleren var i orden og opsat meteorologisk forsvarligt, om dataopsamlingen foregik korrekt og så videre.
Onsdag den 10. februar Snerekord i Washington Onsdag lå der 139,5 centimeter i Reagan Lufthavnen i Washington. Dermed har den amerikanske hovedstad fået ny snerekord. Den tidligere var 110 år gammel og lige omkring én centimeter lavere.
Torsdag den 11. januar Kulden presser Danmarks ørne ud til kysterne Efter halvanden måned med hård frost er de fleste danske søer islagte, og havørnene bliver derfor i udpræget grad tvunget ud til kysterne, hvor der er åbent vand og dermed mulighed for at finde føde. Det afslørede Dansk Ornitologisk Forenings (DOFs) nationale ørnetælling med al tydelighed, da 191 havørne og syv kongeørne blev registreret landet over. Langt de fleste havørne befandt sig ved kysterne, hvor de i milde vintre i højere grad holder til ved store søer, fjorde og vige, skriver DOF torsdag i sit nyhedsbrev. Der er mere om ørnetællingen i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
 Havørn. Foto John Larsen.
Fredag den 12. januar Småøer i Renés risikozone Både Pago Pago og Viti Levu i det Sydfijianske Bækken i det Sydlige Stillehav er i den tropiske cyklon Renes riskozone, når Rene i løbet af de kommende dage tager til i styrke og lægge vejen sydvestover. Fra sin position fredag eftermiddag tæt på datolinjen ved Samoa skal den ifølge Joint Typhoon Warning Center ned gennem klyngen af småøer over weekenden, mens den får vindhastigheder på 167 km/t og dermed bevæger sig op i kategori 2-klassen. I løbet af næste uges ventes René at svækkes på sin vej ned mod Auckland.
Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 13. februar 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|