Søndag den 1. februar Canadisk kulde satte rekord Januar 2004 blev samlet ikke den koldeste januar, der er registreret i Canada, men aldrig tidligere har man haft så mange dage, hvor temperaturen hele døgnet blev under -20°C. Det blev til fem hele dage, oplyser Environment Canada. For at forværre sagerne har canadierne også måtte kæmpe med en strid blæst, som har fået kulden til at føles meget værre i kraft af den såkaldte windchill-faktor.
Mandag den 2. februar Berømt gnaver spår yderligere seks ugers vintervejr Punxsutawney Phil – som måske er verdens mest berømte pelsede meteorolog – havde dårlige nyheder til amerikanerne på Groundhog Day mandag. Hvert år den 2. februar bliver skovmurmeldyret Phil i byen Punxsutawney ’spurgt’ om han har set sin egen skygge. I givet fald vil vinteren fortsætte i mindst seks uger, foreskriver legenden. I år ’så’ Phil altså sin skygge, og de flere tusinde tilskuere var de første til at få beskeden. Punxsutawney Phil blev verdensberømt i filmen ’Groundhog Day’ med Bill Murray.
Tirsdag den 3. februar Brasilien plaget af voldsom regn, oversvømmelser, mudder- og jordskred Mindst 18 har mistet livet som konsekvens af de voldsomme regnskyl, som tog til fredag. I alt er mindst 84 døde på vejrets regning siden regnen begyndte at hamre ned i midten af december. Regnsæsonen har indtil nu været ekstremt hård, og den delstaten Sao Paolo har været en af de hårdest ramte. Alene her er 29 omkommet, flere områder er omdannet til regulære søer, og store veje er blevet til floder.
Onsdag den 4. februar Wales forbereder sig på oversvømmelser Nødhjælpspersonalet i det nordvestlige Wales følger nervøst med i vejrmeldingerne. Onsdag steg vandstanden i floden Conwy ved Llanrwst 1,2 meter, og udsigterne lover mere regn. Byerne i Conwy-dalen har i flere dage været plaget af oversvømmelser, og tirsdag var Llanrwst og nabobyen Trefriw fuldstændig afskåret fra omverdenen. Kommer der mere regn, er nødhjælpsorganisationerne nødt til at iværksætte en større evakuering.
Torsdag den 5. februar Java og Bali ramt af kraftige storme De indonesiske øer Java og Bali blev torsdag ramt af kraftige storme, og mindst fire omkom i de omfattende ødelæggelser på huse, som stormene forårsagede. Med uvejret fulgte også oversvømmelser og jordskred, der rev flere broer ned.
Fredag den 6. februar Muslingesamlere overrasket af tidevandet: seks omkommet Seks muslingesamlere blev natten til fredag fundet omkommet ved Englands nordvestlige kyst. De seks samlere var en del af en gruppe på 16, som sent torsdag aften blev overrasket af tidevandet, mens de samlede muslinger på mudderbankerne i Morecambe-bugten. Tidevandet afskar hurtigt gruppen fra land, men de nåede at tilkalde hjælp via mobiltelefoner. En storstilet redningsaktion blev sat i værk, og ti blev reddet.
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
|