 |
Namibia frygter oversvømmelser Meteorologerne i Namibia frygter, at regnsæson kan ende i ualmindeligt ødelæggende oversvømmelser. I landets nordøstlige regioner er der allerede faldet store mængder nedbør i de seneste måneder, selvom regnsæsonen endnu ikke helt er sparket i gang, hedder det fra Windhoek Weather Bureau. ”Selvom regnsæsonen begynder i oktober, plejer vi ikke at få store regnmængder før i januar, og siden oktober har vi allerede registreret 306,5 mm,” siger en talskvinde.
Onsdag den 28. januar Oversvømmelser i Tasmanien I det nordøstlige Tasmanien har flere dages kraftig regn på det nærmeste afskåret mindre samfund fra omverdenen som følge af oversvømmelser, skriver lokale medier. Visse steder er der registreret op til 140 mm regn på 24 timer.
Torsdag den 29. januar Gode nyheder for Queenslands fauna Oversvømmelser i Queensland, som blandt andet blev berørt i sidste uges udgave af Ugens Vejr i Verden, vækker også begejstring blandt økologer. En specialist i økologien af Queenslands floder mener, at oversvømmelserne af flodområderne, der været plaget af tørke i de sidste tre år, vil forårsage en sand invasion af blandt andet vandfugle. Richard Kingsford mener, at fuglene vil følge fronten af oversvømmelserne, hvor vandet vil lokke lokalt dyre- og planteliv – og dermed mad – frem.
Fredag den 30. januar 14 omkommet i indonesisk jordskred Huse blev begravet og mindst 14 omkom, da et mudder- og jordskred bragede igennem to byer i Purworejo-regionen i provinsen Central Java efter timers vedvarende regn. Byerne ligger for foden af et bjerg, hvor skrænterne er ryddet for skov, hvilket har gjort dem ustabile. Det er et almindeligt fænomen i Indonesien i regnsæson, der løber fra oktober til april.
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
|