Ugens Vejr i Verden - Uge 53 2004
Lørdag den 25. december Iranske provinser oversvømmet efter kraftig regn Mindst 20 er omkommet efter de iranske provinser Hormozgan og Sistan-Balouchistan syd for Teheran siden lørdag har været oversvømmet efter flere dages voldsom regn, skriver Teharan Times.
Søndag den 26. december 2*Carolina slukket af sne, slud og isslag
 Vintervejr af værste skuffe ramte søndag North og South Carolina og det betød strømafbrydelser i store dele af de to delstater, skriver flere nyhedsbureauer.I dele af North Carolina fik indbyggerne op til 23 centimeter, og det er ikke noget man ser hver dag på de kanter. Længere mod syd lagde et isslag sig som en tyk dyne oven på træer og el-ledninger, hvilket tog strømmen fra op mod 25.000 hjem og forretninger. Foto fra NASA's Terra-satellit.
Mandag den 27. december Græsplæner på Antarktis Temperaturen på Antarktis er gennem de senere år steget så meget, at forskerne i de kolde egne har konstateret, at græsser har fået fat og visse steder ligefrem danner plæner, skriver The Sunday Times. Tidligere har græsser kun kunnet eksistere i sommermånederne i mindre tuer, men de seneste år har græsserne på den antarktiske halvø, der strækker sig nord mod Kap Horn, bidt sig fast og har stedvis også overlevet vintermånederne. Her har målinger over de sidste tre årtier også vist, at halvøen er et af de hastigst varmende steder på Jorden. Siden 1974 er vintertemperaturerne steget med 5°C.
Tirsdag den 28. december Jeanne og Frances rensede Floridas rev Florida var i sensommeren og i efteråret plaget af usædvanligt mange hurricanes, men nu viser det sig, at Jeanne og Frances alligevel gjorde lidt godt. Koralrevet ud for Floridas kyst fik en god og grundig skrubbetur i det voldsomme vejr, og det betød, at en skadelig alge næsten blev ’vasket’ af. Det er en marineøkolog, som sammen med et dykkerhold har gjort den glædelige opdagelse. Brian Laponte tror dog, at algerne hurtigt vil vende tilbage.
Onsdag den 29. december Vejrudsigterne styrer olieprisen Onsdag steg priserne på fyringsolie på det amerikanske marked igen efter et markant fald på 6% mandag. De svingende priser skyldes ifølge nyhedsbureauet Reuters tilpasninger til den amerikanske vejrtjeneste NOAA’s udsigter for den kommende uge. Mandag mente NOAA, at perioden fra 1. til 5. januar ville blive mild, og så faldt olieprisen. Sent tirsdag viste NOAA’s udsigt så, at perioden 2. til 6. januar bliver køligere end først antaget, og så steg olieprisen altså igen.
Torsdag den 30. december Naturkatastrofer er dyre for forsikringsbranchen Allerede inden jordskælvs- og tsunamikatastrofen anden juledag 2004 kunne forsikringsbranchen se tilbage på det hidtil dyreste år. Verdens største genforsikringsselskab Munich Re, som tidligere på måneden udsendte en opgørelse, der viser, at naturkatastrofer allerede har kostet mindst 60.000 livet og forsikringsbranchen 40 milliarder dollars. Munich Re gentog torsdag deres opfordring til en fælles indsats mod klimaændringer.
|