Ugens Vejr i Verden - Uge 51 2008
Bølgeenergi, hotelkollaps og vulkansk uro er Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 13. december Soufrière Hill i fortsat uro Vulkanen Soufrière Hills på øen Montserrat i Caraibien er endnu ikke helt i ro efter et eksplosivt udbrud først i december. På billedet fra Aqua-satellitten den 13. december ses en tydelig fane af vulkanske gasser og aske, der driver mod vest, mens den spreder sig. Soufrière Hills vågnede i 1995 efter mere end 300 års slumren. Siden da har dens hærgen lagt hovedstaden Plymouth øde, gjort 2/3 af Montserrat ubeboelig og fordrevet hovedparten af øens indbyggere. Af de oprindelige 11.000 beboere er der nu kun ca. 4.000 tilbage - resten er flygtet; hovedsagligt til Storbritannien. Soufrière Hills er berømt i vejrkredse, fordi dens udbrud ofte udløses af kraftig regn.
 Vulkanen Soufriere Hills på øen Montserrat sender en tydelig fane af gasser og aske mod vest. Foto NASA.
Tirsdag den 16. december Hotelkollaps på Mallorca efter kraftig regn Det var formentlig flere dages intensiv regn, som svækkede fundamentet på Hotel Son Moll i en sådan grad, at de øverste fire etager kollapsede. Det er i alle tilfælde de første meldinger fra myndighederne efter ulykken tirsdag, som kostede mindst fire arbejdere livet. Hotellet i Cala Rajada på øens østlige spids var lukket for gæster på grund af ombygning. Den voldsomme regn har andre steder på øen ført til evakueringer og lukkede veje.
Torsdag den 18. december Portugal svømmer i bølgeenergi Den portugisiske atlanterhavskyst svømmer i energi. Ifølge beregninger er der teoretisk set kraft nok i områdets vinddrevne bølger til at forsyne lysnettet med mellem 100 og 200 Megawatt per kilometer kystlinie. Og bygger man bølgekraftanlæg, hvor der er problemer med erosion, så fungerer de samtidig som kystbeskyttelse. Udfordringen ligger i at bygge anlæg, som i længden kan holde til saltvandets korroderende effekt og de mange tæsk anlægget naturligt får af havet. En opgave som forskere fra MIT og det tekniske universitet i Lissabon nu løser i fællesskab med et nyt design. Systemet bygger på en udnyttelse af det lufttryk, som bølgeslaget genererer, når det bliver fanget i et kammer. Lufttrykket driver derefter et antal turbine, som derfor ikke er i direkte forbindelse med havvandet. Det første testanlæg bliver om kort tid opført ved udmundingen af Douro floden nær Porto, skriver Trendwatch torsdag.
 Tværsnit af det nye bølgeenergisystem. Grafik MIT Energy Initiative.
Udvalgt og redigeret af Niels Hansen, nsh@dmi.dk, og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 19. december 2008.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|