Ugens Vejr i Verden - Uge 4 2010
Årets dårligste dag og i det hele taget noget dårligt vejr i denne uge i verden.
Søndag den 24. januar 1/8W+(D-d)*3/8TQ*M*NA=Årets dårligste dag Den 24. januar er årets mest triste dag, hvis man skal tro instruktor ved Cardiff University Cliff Arnalls, som har brugt ovenstående formel. Enhederne er følgende: W=vejret, D=gæld, d=kommende løncheck, T=Tid efter jul, Q=tid efter fejlslagent nytårsfortsæt, M=generelt motivationsniveau og NA=behovet for at gøre noget. Prøv om du kan gøre regnestykke efter.
Mandag den 25. januar Kulde og sne truer Mongoliet Vinteren i Mongoliet har kostet over én million stk. kvæg livet og truer nu fødevaresituationen i landet. Og på sigt vil det naturligt nok føre til endnu mere fattigdom. Ud over ekstremt lave temperaturer ned til minus 40°C og store mængder sne, så er nationen i østasien fortsat plaget af tørken i sommeren 2009, der forhindrede opbygning af tilstrækkelige lagre af dyrefoder og mad, meddeler FN mandag.
Olga besøger Port Douglas Mandag formiddag dansk tid rammer den tropiske storm Olga byen Port Douglas i det nordøstlige Australien, dog formentlig uden styrken til at anrette de store skader. Port Douglas blev for 99 år siden jævnet med jorden af en tropisk orkan, som blot efterlod to huse stående. Den tidligere mineby er nu et populært feriemål, som i højsæsonen fra maj til september mere end fordobler det normale indbyggertal på ca. 3.000 Den meget regn, som Olga bringer med sig, er dog nærmere reglen end undtagelsen for årstiden. I perioden fra januar til marts får regionen i snit ca. 1.250 millimeter, hvilket er ca. 150% af Danmarks årlige nedbør.
 Four Mile Beach ved Port Douglas er formentlig en anelse mindre idyllisk når Olga rammer mandag. Foto Malcolmj frigivet under Creative Commons Attribution-Share Alike licens.
Onsdag den 27. januar Kraftig regn i Brasilien Myndighederne i Brasilien advarer nu, efter flere dages intensiv regn, om , at yderligere regn vil få to opdæmmede søer til at gå over deres bredder, skriver amerikanske medier. Det er i delstaten Sao Paolo, hvor mange byer i forvejen kæmper med oversvømmelser og mudderskred, at myndigheder varsler om de fyldte søer. Der er ikke fare for, at dæmningerne brister, men de kan ikke holde mere vand, hedder det. Kommer der mere regn, vil der blive behov for at evakuere mindst 6.000 indbyggere.
Af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 30. januar 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|