 |
Ugens Vejr i Verden - Uge 49
Lørdag den 29. november Hvem husker ikke stormen i 1703? Ja, hvem gør ikke det??? Alle engelske vejreksperter gør i alle tilfælde. Lørdag mødtes eksperterne for at markere 300-årsdagen for ’The Great Storm of 1703’, som alene på havet kostede mellem 8.000 og 10.000 mennesker livet langs den engelske østkyst. Stormen i 1703 vurderes af eksperterne som den værste, der nogensinde har ramt England.
Søndag den 30. november Syv hurricanes, 14 storme og 62 dødsfald Det var regnskabet, da den officielle hurricane-sæson sluttede søndag, oplyser amerikanske National Hurricane Center. Dermed blev sæsonen lidt travlere end forventet, men meteorologerne ånder alligevel lettet op, for de havde frygtet det meget værre. USA er kun blevet ramt af tre af de flere end 30 store hurricanes, som er blevet dannet i Atlanterhavet siden 1995, og meteorologerne frygter, at flere store hurricanes vil gå i land i fremtiden.
Mandag den 1. december Alles øjne på Rusland Alle tilstedeværende ved FN’s 9. klimakonference, som mandag åbnede i Milano, var spændte på, hvad udmeldingen fra Rusland ville være. Skulle Kyoto-aftalen endeligt lægges i graven, eller var der et spinkelt håb. Kyoto-aftalen forpligter industrilandene til i gennemsnit at reducere deres udslip af drivhusgasser til 5,2 procent under 1990-niveau. USA har allerede meldt fra, og hvis aftalen skal have nogen værdi, så er Rusland tiltrædelse bydende nødvendig, mener flere eksperter. Der var således stor skuffelse, da en af præsident Putins økonomiske rådgivere bekendtgjorde, at Kyoto-aftalen ville være for dyr på Rusland. Det er endnu usikkert om udmeldingen var Ruslands endelige nej.
Tirsdag den 2. december Ny direktør for regnecenter Det Vesteuropæiske meteorologiske regnecenter ECMWF (European Centre for Medium-Range Weather Forecasts) i Reading, England, offentliggjorde onsdag navnet på centerets nye kommende direktør. Det bliver franske Dominique Marbouty, som den 18. juni 2004 skal overtage roret fra Dr. David Burridge, som har styret regnecenteret siden 1991. DMI’s vejrmodel HIRLAM er koblet sammen med ECMWF’s globale atmosfæremodel.
|