Ugens Vejr i Verden - Uge 47 2010
Kulde, vulkan og tornado er lidt af det du kan læse om i denne Ugens Vejr i Verden.
Mandag den 22. november Tornado tipper skolebus En skolebus væltede mandag i den amerikanske stat Illlinois efter nærkontakt med en tornado. Chaufføren og flere elever kom lettere til skade. Samme uvejr, der var årsag til tornadoen, snuppede strømmen hos 42.200 el-kunder og væltede flere træer.
Tirsdag den 23. november Krakatau kan endnu I 1883 kostede indonesiske Krakatau, ifølge den daværende hollandske kolonimagt, 36.417 livet. Vulkanen eksploderede bogstaveligt talt og sendte en op til 37 meter høj mur af vand mod Java, Sumatra og et antal mindre øer i Sunda Strædet. Det ekstreme udbrud - som formentlig var ophav til den højeste lyd på kloden i nyere tid - fik dog ikke vulkanen, til at lukke ned; den er fortsat i småudbrud det meste af tiden. Amerikanske NASA er del af et internationalt program, hvor jordens 100 farligste vulkaner konstant overvåges og som en del af det program, offentliggjorde NASA tirsdag et aktuelt foto af Krakatau inklusiv askefane.
 Krakatau slumrer, men sover ikke. Den oversøiske del af vulkanen er ca 2x2 kilometer. Foto taget med Advanced Land Imager (ALI) på NASA's jordobserverende 'Earth Observing-1' (EO-1) satellit.
Onsdag den 24. november Kulde i øst sender promillepiphans til Danmark Det er koldt øst for Danmark; og der ligger sne. Under de forhold har blandt andet fuglen silkehale svært ved at finde føde. Derfor invaderer store flokke nu Danmark på jagt efter noget at spise. Den foretrukne kost er rønnebær, som på denne årstid er gæret og derfor har et pænt indhold af alkohol. Det betyder, at fuglene i perioder er endog temmelig berusede. Heldigvis har silkehalen en uforholdsmæssig stort lever, så spritten er hurtigt omsat, skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) onsdag. Ifølge DOF har der ikke siden efteråret 2004 været så mange silkehaler i det danske landskab som det netop nu er tilfældet. Læs mere i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Af Niels Hansen & Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk Redaktion: Kate Søs Hansen © DMI, 28. november 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|