Ugens Vejr i Verden - Uge 47 2008
Dyre orkaner, hr og fru storm og vejrbeskydning er lidt af Ugens Vejr i Verden.
Mandag den 17. november 100 landsbyer under vand i Etiopien Oversvømmelser fra floden Wabe Shebelle i Etiopien har sat over 100 landsbyer under vand og kostet 11 livet. Mandag forsøgte myndigheder at redde de mange, som sidder strandet på højtliggende områder i landskabet, men vandet gjorde ifølge regionens beredskabschef Eremdan Haji arbejdet 'umuligt'. Når vandet trækker sig tilbage bliver der brug for en massiv indsats med nødhjælp, for mindst 6.000 stykker kvæg og 2.500 hektar afgrøder er gået tabt under oversvømmelserne.
Onsdag den 19. november Flere penge til rent vand Den afrikanske udviklingsbank godkendte onsdag et lån på omtrent 80 millioner Euro til endnu mere rent drikkevand i Marokko. Ifølge planen skaffer pengene klare dråber til byerne Khénifra, Taounate, Settat, Marrakech og Tamesna samt de omgivende landområder fra ca. 2010. Projektet er det tiende af sin slags i Marokko og kommer i alt tre millioner mennesker til gavn. Marokko har middelhavsklima og ferskvand er derfor en sparsom ressource mange steder i landet.
Dyreste orkansæson i USA Årets atlantiske hurricanes har kostet USA over 100 milliarder kroner. Det gør sæsonen 2008 til den dyreste nogensinde og dyrere end 2005, som var året for både Katrina, Rita og Wilma.
Torsdag den 20. november Brisbane under vejrbeskydning Brisbane har siden søndag været under kraftig vejrbeskydning. Den seneste salve blev affyret natten til torsdag, hvor der faldt op mod 250 millimeter nedbør - det svarer til 1/3 af, hvad Danmark modtager på et helt år. Én er omkommet og byens infrastruktur er hårdt belastet.
|