Mandag, mandag og mandag var de dage, vi fik skrevet korte vejrnyheder til i denne uge.
Mandag den 1. november ECMWF fylder 35 Mandag er det præcis 35 år siden det europæiske meteorologiske regnecenter (ECMWF) blev oprettet. Opgaven gik dengang - som i dag - ud på, at forberede mellemfristede vejrudsigter (tre-ti dage eller mere) samt at samle og lagre meteorologiske data. Centret har til huse i Reading ca. 70 kilometer vest for det centrale London, England. ECMWF står for øvrigt for European Centre for Medium-Range Weather Forecasts. På dmi.dk finder du blandt andet data fra ECMWF i meget store dele af Verdensvejr samt i de to nederste grafikker på Byvejr. Du kan besøge ECMWF på nettet fra 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Tomas truer Haiti Tropisk storm Tomas ligger mandag syd for Hispaniola. Hispaniola er øen der huser de to caraibiske nationer Haiti og Den Dominikanske Republik. Lige nu er Tomas på en vestlig kurs, men inden for de kommende 48 timer svinger systemet nordover og rammer formentlig Hispaniola sidst på ugen. Præcis hvor Tomas går i land er fortsat meget usikkert, men rammer den Haiti kan det få katastrofale konsekvenser. Haiti blev i januar 2010 udsat for et voldsomt jordskælv og nationen er endnu ikke klar til at beskytte sig mod en hurricanes ekstreme vind og store mængder nedbør. Følg Tomas hos Tropical Storm Risk fra 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Tomas lå lørdag den 30. oktober sydøst for Hispaniola og lige nord for Venezuela, som ses nederst i billedet. Foto NASA.
Grimsvötn rører på sig De islandske myndigheder holder et skarpt øje med vulkanen Grimsvötn, efter et jökulhlaup i weekenden begyndte oven på vulkanen. Jökulhlaup er betegnelsen for en pludselig frigivelse af store mængder smeltevand. Myndighederne holder nu øje med, om det skulle være forløberen for et vulkanudbrud. Grimsvötn var sidst i udbrud i 2004. Der er linkt til flere oplysninger i Værd at Vide-boksen til højre.