 |
Tsunami forstyrrer GPS-signaler Et jordskælv kan udløse en af de frygtede tsunamier: Lave bølger som bevæger sig lynhurtigt over åbent hav og tårner sig op i mange etagers højde, når de kommer ind på lavt vand. Når en tsunami rammer land kan det gå helt galt, som det gjorde i Sydøstasien den 26. december 2004, hvor op mod 230.000 omkom. Men energien i tsunamien forplanter sig også til lufthavet omkring Jorden, hvor bølgebevægelserne når helt op i ionosfæren i mere end 80 kilometers højde. Ionosfæren er fyldt med elektrisk ladede partikler, og når bølgerne skvulper rundt med dem, opstår en forstyrrelse med et helt særligt fingeraftryk i signalet fra GPS-satellitterne. De forstyrrelser vil forskere nu udnytte som endnu et element i den globale tsunami-varsling, men metoden kræver endnu meget arbejde, før den er klar, siger fysikprofessor Michael Hickey fra Embry-Riddle Aeronautical University i Florida onsdag til livescience.com. Hickey arbejde samme med flere kolleger på problematikken og har netop indsendt den første videnskabelige artikel, som beskriver fænomenet.
Af Niels Hansen & Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk Redaktion: Kate Søs Hansen © DMI, 16. oktober 2010
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|