Ugens Vejr i Verden - Uge 39 2010
Depressionen, der gik i stå, forureningen, der blev kortlagt og dæmningen, der fordrev, er lidt af Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 25. september Åbning af dæmning fordriver to millioner To millioner har forladt hus og hjem i det nordlige Nigeria på grund af delvist kontrollerede oversvømmelser fra to dæmninger. Challawa og Tiga dæmningerne var på vej mod overbelastning efter en meget våd regnsæson og derfor var den mængde vand, som skulle slippes ud, større end tidligere år. Ifølge myndighederne er 350.000 boliger gået tabt og 90.000 hektar landbrugsjord vasket væk. Den lokale afdeling af Røde Kors beskriver situationen som katastrofal. Nigeria er allerede flere gange i år ramte af voldsomme oversvømmelser og dæmningsbrud.
Mandag den 27. september Global luftforurening kortlagt NASA har offentliggjort et globalt kort over forekomsten af potentielt sundhedsskadelige partikler i luften, skriver berlingske.dk mandag. Kortet er trist læsning for de som bor i Kina, Indien, Pakistan og det nordlige Afrika. Her overstiger koncentrationerne af partikler i luften langt de grænseværdier, WHO har sat. Høje koncentrationer kan blandt andet udløse astma, bronkitis og hjerte- karsygdomme der igen nedsætter gennemsnitslevealderen. Du finder link til historien i 'Værd at Vide'-boksen til højre, hvor du også finder DMI's tema om luftforurening, smog og ozon.

Tirsdag den 28. september Skotland: 100% grøn el om 15 år. Førsteminister Alex Salmond udtaler tirsdag, at han er så sikker på, at Skotland opfylder sin målsætning om 80% grøn elektricitet i 2020, at den selvstyrende nation på De Britiske Øer vil være 100% selvforsynende med el allerede i 2025. En stor del af den ambitiøse målsætning vil regeringen opfylde med store off shore vindfarme langs den tyndtbefolkede vestkyst mod Atlanten.
Onsdag den 29. september Ét år siden Samoa-tsunami Onsdag er det ét år siden en jordskælvsfødt tsunami kostede 143 livet på Samoa i Stillehavet. Tsunamien ramte Samoa og Amerikansk Samoa med med en serie på tre til fire bølger, som strakte sig op til 15 meter i højde og flere steder mere end en kilometer ind i landet. Som for at markere årsdagen onsdag, blev Samoa ramt af et mindre jordskælv på 5,4 Richter. Skælvene for et år siden kom tre i rap og blev målt til mellem 7,8 og 8,1 Richter.
Torsdag den 30. september USA's hovedstad undgik depression Nej - det var ikke en epidemi af tristhed, som truede amerikanerne. Men på amerikansk hedder et lavtryk 'en depression', og det giver en sjov overskrift. Depressionen eller lavtrykket med navnet Nicole gik tidligt onsdag i land på Cuba fra sin tropiske oprindelse i det Caribiske Hav. Over Cuba slog Nicole en noget uventet krølle på sig selv og gik kort efter i opløsning. De fleste meteorologiske modeller så ellers Nicole snitte Florida-halvøen, stikke til havs igen og ramme den amerikanske østkyst ved North Carolinas Wilmington og siden sætte kurs mod Washington DC. Det blev dog - heldigvis - ikke til noget.
Niels Hansen, nsh@dmi.dk, Kate Søs Hansen og Bjarne Siewertsen © DMI, 2. oktober 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|