Mandag den 22. september USA's CO2-politik angribes indefra Den amerikanske regerings modvilje mod at gøre noget ved landets stigende CO2-udledning kritiseres fra flere side - også fra flere af landets egne stater. Således siger en kilde tæt på Californiens statsadvokat til Reuters, at statsadvokat Bill Lockyer planlægger et sagsanlæg mod det amerikanske miljøministerium, EPA, i et forsøg på at gennemtvinge en CO2-regulering. CO2-udledning menes at være en medvirkende faktor i en menneskeskabte globale opvarmning.
Tirsdag den 23. september Permanent tørke i Australien? En polar hvirvelstrøm accelererende vinde omkring Antarktis kan muligvis betyde, at Australien står over for mere eller mindre permanent tørke, advarer en forsker fra Center for Dynamisk Meteorologi og Oceanografi ved Melbournes Monash Universitet. Dr. James Risbey mener, at hvirvelstrømmen, når den tager til i styrken, vil kunne forrykke klimabælterne en smule og derved trække nedbør væk fra Australien.
Onsdag den 24. september Marty tabte pusten Den tropiske storm Marty tabte pusten natten til onsdag i den Mexicanske Golf og var blevet til et tropisk lavtryk inden den gik i land i det sydvestlige USA. Forinden havde den hærget i Mexico, hvor mindst fem mistede livet.
Torsdag den 25. september Juan stopper trafikken til og fra Bermuda Bermuda måtte torsdag med udsigt til endnu en tropisk storm lukke alle havne for både luft- og søgående fartøjer. Det var udsigten til, at stormen Juan, som havde middelvinde på op til 90 km/t, fredag ville ramme ferieparadiset, som fik myndighederne til at lukke lufthavnene og sende de populære cruiseskibe ud af havnene før tid. Vi skal ikke længere tilbage end til den 5. september for at finde sidste gang Bermuda blev ramt af et tropisk uvejr. Den gang var det Fabian.
Fredag den 26. september Nigeria bliver ny rumnation med vejrsatellit Nigeria skulle fredag morgen være blevet ny rumfartsnation, da NigeriaSat-1 skulle sendes op fra russiske Plesetsk. NigeriaSat-1 skal foretage overvågning af naturkatastrofer og levere vejrdata til et international samarbejde bestående af fem lande, som alle skal opsende en satellit til samarbejdet. Opsendelsen blev i sidste øjeblik udsat til lørdag morgen på grund af problemer med løfteraketten.
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
26. september 2003
|