Ugens Vejr i Verden - Uge 32 2009
Solcellelån, ITCZ, skræmmende supermodel og masser af vand er lidt af Ugens Vejr i Verden, som vender tilbage fra sommerferie.
Lørdag den 1. august Verdensbanken giver første solcelle-lån Det første lån fra Verdensbanken, givet direkte til installation af solceller som energikilde, gik i weekenden til Bangladesh. Landet modtager et beløb svarende til 130 millioner $, som skal sikre i alt 300.000 husstande strøm gennem små private solfangere. Kun ca. 40% af befolkningen i Bangladesh har pt. adgang til elektricitet og landet er plaget af hyppige strømafbrydelser i det overbelastede og underudviklede el-net. Derfor øremærkes en del af pengene også til at udskifte i alt ti millioner glødepærer i private lamper med mere energirigtige løsninger. I Bangladesh går en meget stor del af el-produktionen til netop belysning, hvor hovedparten hos os i Danmark går til opvarmning, tøjvask og -tørring samt tv, computer og anden underholdningselektronik.
Søndag den 2. august Kan man forhindre hurricanes? Det amerikanske magasin Time stiller søndag spørgsmålet: Kan man stoppe en hurricane? Den generelle holdning blandt forskere er, at det kan man ikke - i alt fald ikke i mange år fremover. En af grundene er, at de rummer ufattelige mængder energi, og der skal tilsvarende mængder af energi til for at påvirke dem. For hver dag en større orkan lever, udløser den ifølge det amerikanske National Hurricane Center mere end halvanden gang så meget energi som verdens samlede lagre af atomvåben tilsammen. Det forhindrer dog ikke kreative sjæle i hele tiden, at bringe nye idéer på bane. Et af de mere tekniktunge forslag stammer fra selve Bill Gates - en af grundlæggerne af Microsoft. Han forslår, at køle det varme overfladevand, som tropiske orkaner lever af, ved at hente koldt vand op til overfladen gennem et (formentligt enormt) antal rør. Hmmmm... Du finder link til artiklen i 'Værd at Vide'- boksen til højre.
 Ødelæggelser efter Hurricane Ike i Gilchrist, Texas. Foto Jocelyn Augusitno/FEMA.
Mandag den 3. august Juli blev rekordmåned for dmi.dk Ved afslutningen af hver måned kigger vi tilbage på måneden og registrerer, hvor mange brugere vi har haft og hvor mange sider, de har kigget på i den forgangne måned. Juli 2009 gav rekord på begge fronter. 4.680.986 besøgende (unikke computere) besøgte i alt 99.776.768 sider på dmi.dk. Så mange besøgende har aldrig tidligere set så mange sider på dmi.dk. Tak for indsatsen, derude.
26 såret af turbulens Et fly på vej fra Rio de Janeiro til Houston måtte mandag lande i Miami, Florida efter kraftig turbulens havde ramt maskinen og såret 26. Ifølge Elkin Sierra fra ambulancetjenesten i Miami er fire af de 26 kommet alvorligt til skade, mens resten er sluppet med skrammer og blå mærker. Fly kan opleve turbulent luft under forskellige omstændigheder - hyppigst sker det i nærheden af kraftige tordenskyer f.eks i forbindelse med den intertropiske konvergenszone (ITCZ), som flyet har passeret på sin vej fra Rio de Janeiro. ITCZ strækker sig rundt om hele Jorden og er der hvor passatvindene fra både den nordlige og den sydlige halvkugle mødes. Ved Ækvator bliver luften i ITCZ opvarmet af stærk sol og varmt havvand, hvorved der bliver trukket luft ind fra nord og syd. Denne luft opvarmes, stiger og afkøles, hvorved fugten i luften afgives og giver ophav til megen regn-, torden- og uvejr.

Tirsdag den 4. august Kentucky og Indiana fik 150 millimeter på tre timer Dele af de amerikanske stater Kentucky og Indiana fik tirsdag godt med vådt fra oven, da der faldt over 150 millimeter nedbør visse steder på blot tre timer. Særligt hårdt ramte uvejret University of Louisville, hvor flere ansatte måtte evakueres, strømmen forsvandt og biblioteket blev sat under mere end én meter vand.
Masser af tropiske lavtryk - uden for Atlanten Sæsonen for tropiske orkaner i Atlanten er startet nærmest ildevarslende stille. Her to måneder inde i sæsonen har der endnu ikke været én eneste navngiven storm. Til gengæld er der godt gang i den i Stillehavet, hvor der tirsdag er hele fem systemer på banen - to i vest og tre i øst. Af de fem systemer ser Morakot ud til at være det, som har størst potentiale for problemer. Marakot har lige nu status som tropisk storm, men opgraderes formentlig til orkan - i den del af verden kaldet en tyfon - sent onsdag eller tidligt torsdag. Endnu længere henne på ugen ser det ud til, at Morakot rammer det kinesiske fastland et eller andet sted på kysten mellem Shanghai og Zhangzhou. Morakot betyder for øvrigt smaragd på Thai... Du kan følge Morakot hos Tropical Storm Risk i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Onsdag den 5. august Vejr-ramt supermodel skræmmer svenskerne Næsten 100.000 svenskere har samlet sig på det sociale netværk Facebook for - som gruppe - at frygte deres nationale supermodel Adina Fohlin. Årsagen er en reklamefilm, hvor Adina i sort tøj og voldsomt vejr afsynger en svensk folkesang - det lyder faktisk lidt skræmmende...
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Niels Hansen, nsh@dmi.dk © DMI, 6. august 2009.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk DMI's -nyheder
|