 Den tropiske orkan Alex i Atlanten ud for den nordamerikanske kyst. Foto NASA's Aqua satellit, 4. august 2004.
Vejret udsætter Merkur-mission Et tykt skydække udsatte mandag amerikanernes rummission til vores solsystems varmeste planet, Merkur. Sonden Mercury Messenger skal ud på en 7,9 milliarder kilometer rejse og skal to gange rundt om Venus og tre gange rundt om Merkur, før den om syv år går i rigtigt kredsløb om den varme planet. Sonden skal indsamle information om sammensætningen og strukturen af solsystemets inderste planet. Tirsdag var skydækket væk, og her lykkedes det at sende Mercury Messenger af sted fra Cape Canaveral i Florida.
Tirsdag den 3. august Mangel på varme dage i Sverige Efter at have læst DMI’s nyhed Seneste første sommerdag nogensinde gjorde Sverker Hellström tirsdag status over den svenske sommer. Den absolut højeste temperatur i broderlandet denne sommer er 27,7°C. Så lav en maximumtemperatur, så langt henne i sommersæsonen, har Sverker Hellström slet ikke kunnet finde i Sveriges meteorologiske instituts arkiver, der ellers strækker sig helt tilbage til 1862, fortæller han.
Onsdag den 4. august Titusinder af døde fisk i Themsen efter storm London var tirsdag udsat for en stribe uvejr, som medbragte store mængder regn med oversvømmelser og andre ubehageligheder til følge, og onsdag var det så blevet tid til oprydning. Og her fik londonerne sig en overraskelse. 600.000 ton ufortyndet spildevand var flydt ud i Themsen og havde forårsaget iltmangel i flodens vande. Resultat: Mindst 10.000 døde fisk. Ilt-niveauet er ekstremt lavt nær udslippet, og myndighederne forsøger at tilføre floden ilt ved hjælp af brintoverilte.
Torsdag den 5. august Don’t change horses… Torsdag morgen måtte der en helikopter til, for at redde en mand fra et biltag i Para-floden nord for Adelaide, Australien. Para er i sit es efter tre dages voldsom regn i området og floden sendte prompte en dumdristige bilist - der forsøgte at køre over et vadested - ud på en ca. 150 meter lang sejltur, før bilen klemte sig fast mellem to træstammer midt i floden.
Fredag den 6. august Vandpolo, vandcykling, vandGOLF? Fredag genåbner de første ni huller af den lokale golfbane i byen Lafayette, Indiana. Alle 18 huller kom under vand i juli, da den nærliggende flod Wabash gik over sine bredder. Administrator Ted Bumbleburg, anslår over for avisen The Indiana Star, at oversvømmelsen har kostet golfklubben, hvad der svarer til 310.000 kroner i tabt omsætning og nær én million kroner i reparationer.
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Niels Hansen, nsh@dmi.dk. DMI, 6. august 2004
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS
|