Ugens Vejr i Verden - Uge 30 2010
Hede nætter, brandvarme dage og vand i stride strømme i Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 24. juli Dæmningsbrud i Iowa Monticello i Iowa blev hurtigt lørdag aften omdannet til vådt sted at være, da dæmningen til Lake Delhi brød sammen. Vandniveauet i floden Maquoketa var i løbet af lørdagen steget mere og mere og presset fra det meget vand åd sig i løbet af aftenen ind i dæmning, som til sidst måtte give efter. Store dele af byen blev lagt under vand, men der er heldigvis endnu ikke beretninger om tilskadekomne. Mange huse og forretninger i byens lavtliggende områder er dog ødelagt af vandet.
Søndag den 25.juli Darwin er varmere end nogensinde om natten Juli er som regel den måned, hvor byen Darwin i det nordlige Australien har sine koldeste nætter. Sådan er det ikke i år, og indbyggerne måtte natten til mandag svede sig igennem en nat, hvor temperaturen på intet tidspunkt kom under 26,6 grader. Den koldeste nattemperatur Darwin-indbyggerne har haft er på kølige 10,4 grader tilbage i juli 1942. Dermed er Darwin hottere end nogensinde før.
Mandag den 26. juli Jordskred i regnplaget Kina Mindst 11 savnes efter et jordskred i det sydvestlige Kina mandag, skriver kinesiske medier. Jordskredet er endnu en af de mange konsekvenser af den massive, som har plaget store dele af det sydlige Kina de seneste uger. Skredet fandt sted i en øde del af Yunnan-provinsen, som i forvejen er voldsomt plaget af oversvømmelser, skriver Xinhua. Lokale meteorologer har desværre ikke udsigt til tørvejr, men lover mere regn i de kommende dage.
Tirsdag den 27. juli Omfattende skovbrande i Portugal Knastørt, temperaturer over 40 grader og naturbrande er en grim blanding, men det er i disse dage situationen i det centrale og nordlige Portugal. Her kæmper flere end 1200 brandfolk mod et væld af skovbrande, der er brudt ud i kølvandet på en hedebølge. Spanien har tilbudt Portugal hjælp i form af to fly til slukningsarbejdet, men Portugal har foreløbigt takket nej for tilbuddet.
Tornado rev hus op af jorden I det nordøstligste Montana løftede en tornado mandag et hus og dets fundament op af jorden, hvormed to mistede livet. En af de omkomne blev slynget ud af huset og fundet adskillige meter væk. Tornadoen, som slog ned mandag aften, var angiveligt tre til fire kilometer bred og havde vindhastigheder på op mod 225 km/t, hvilket gør den til en af de kraftigste tornadoer i Montanas historie og den dødeligste siden 1923.
Varmeste dag i 130 år Godt pakket ind i røgen fra skovbrandene omkring Moskva lykkedes det alligevel den russiske hovedstad at slå alle varmerekorder tirsdag, da moskovitterne måtte døje med 37,4 grader. Dermed er den tidligere varmerekord fra 1920 slået. Et højtryksområde har domineret vejret over Sibirien og det vestlige Rusland siden juni og har ført til en vedvarende hedebølge og tørke. Tverskaya-regionen nordøst for Moskva har ikke har noget nedbør i 40 dage og et landbrugsområde på størrelse med Portugal er ødelagt. Meteorologer frygter, at den nyligt satte varmerekord får en kort levetid under hedebølgen.
Torsdag den 29. juli Ny rekord slår kort rekord To dage nåede varmerekorden for Moskva at stå, før moskovitterne torsdag igen måtte hente rekordbøgerne frem til en ny tilføjelse. Her ramte termometrene 38,2°C, og så højt har temperaturen aldrig tidligere været målt i den russiske hovedstad.
Af Niels Hansen og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk © DMI, 31. juli 2010.
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android DMI's -nyheder
|