 |
Tirsdag den 17. maj Massiv tåge på Grønlands vestkyst Flytrafikken stod tirsdag og onsdag til tider helt stille på grund af tæt tåge flere steder langs den grønlandske vestkyst, skriver KNR. Problemerne begyndte tirsdag, hvor Air Greenlands atlantflyver fra København til Kangerlussuaq måtte vende rundt og lande på Island i stedet. Efter den islandske mellemlanding returnerede flyet til København, hvor passagerne fik en ekstra overnatning. Også onsdag blev flyet forsinket på grund af tågen.
Torsdag den 19. maj Tropisk storm ramte Centralamerika
 Flere af regeringerne i de centralamerikanske lande tog onsdag de første skridt til en egentlig evakuering forud for ankomsten af sæsonens første tropiske orkan. Adrian - som stormen er blevet navngivet - ramte sent torsdag/tidligt fredag den centralamerikanske stillehavskyst med mindst to dødsfald til følge. Adrian blev kort inden landgang opgraderet til en kategori 1-hurricane. I El Salvador, hvor Adrians store regnmængder og middelvindhastigheder på op til 140 km/t (39 m/s) spredte frygt for oversvømmelser og ødelæggelser. I Guatemala omkom to i et mudderskred, der blev tilskrevet Adrian. Alle de mellemamerikanske lande på Adrians vej er i højeste alarmberedskab. Centralamerika er aldrig tidligere blevet ramt af en tropisk storm så tidligt i maj, og Adrian er da også noget af et særtilfælde. De fleste stillehavs-hurricanes plejer at brage ind i Mexico eller mod vest for så at blive opløst. Siden 1966 er det kun fire (Adrian er nummer fem) cykloner, som er gået i land på Guatemalas eller El Salvadors kyster. Billedet er fra den amerikanske Terra-satellit.
Fredag den 20. maj NASA sender ny miljøsatellit i kredsløb Tredje gang er lykkens gang, og fredag lykkedes det NASA, at få skudt den nye NOAA-18 satellit i kredsløb, hedder det i en pressemeddelelse fra NASA fredag eftermiddag. Formålet med NOAA-18 er, at overvåge miljøudviklingen over hele kloden og samtidig levere vejrdata. NOAA-18 blev tidligt fredag lokal tid sendt afsted fra Vandenberg Air Force Base i Californien ombord på en Boeing Delta II-løfteraket.
Udvalgt og redigeret af Niels Hansen, nsh@dmi.dk og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
DMI, 20. maj 2005
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev Mobile vejrudsigter, farvandsudsigter og nyheder på mobil.dmi.dk Vejrudsigter, varsler og radarbilleder som SMS og MMS DMI's -nyheder
|