|
|
 |
| Arkiv |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
| Tjenester |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
| Udenlandske |
|
|
|
|
|
|
 |
 |

 |
Ugens Vejr i Verden - Uge 18 2004
Lørdag den 24. april Regn lokker slangerne frem i hobetal I den kroatiske by Slavonski Brod, der ligger ca. 200 kilometer øst for Zagreb, er de godt trætte af den regn, som nu har varet flere uger. Ikke fordi, at de bliver våde eller regnen laver oversvømmelser. Næh, de er godt trætte af slangerne. Den megen regn har tvunget slangerne frem fra deres skjul, som er blevet oversvømmet af de store vandmasser. Dermed er slangerne kommet på gaden i Slavonski Brod, hvor de panikslagne indbyggere har taget livet af flere hundrede de seneste uger, skriver weblisten Jutarnji lørdag.
Søndag den 25. april Vi er små - men vi er mange! Søndag fangede MODIS (Moderate Resolution Imaging Spectroradiometer) instrumentet på den amerikanske Terra satellit en kraftig - og fra rummet smuk - algeopblomstring i Biscay-bugten (se foto). Store algeopblomstringer ses ofte i foråret, hvor solen for alvor vender tilbage til den nordlige halvkugle og muliggør fotosyntesen i stor stil. Samtidigt indeholder havvandet - efter vinterhalvåret - ofte flest næringsstoffer om foråret.
 Algeopblomstring ud for Nordspaniens kyst, der tydeligt viser hvirvler og strømninger i Biscay-bugten.
Mandag den 26. april Svedige Svalbard Ja, vi andre sveder jo altså ikke, når middeltemperaturen for måneden er -4,8°C, men på Svalbard er det hele 7,4°C over normalen. April har i det hele taget været helt usædvanlig varm på øen. Således forudser Norges Meteorologisk Institutt, at samtlige vejrstationer på Svalbard vil sætte nye rekorder for månedstemperaturen i april. Temperaturerne er meget varierende på Svalbard, men nordmændene har dog set en gennemsnitlig temperaturstigning for april siden 1912 på hele 3,5°C.
Tirsdag den 27. april L.A. i det røde område Atletik og meteorologi har et lighedspunkt - rekorderne bliver sjældent slået med mere end en brøkdel. Så meget desto mere imponerende er det, at temperaturen i Los Angeles tirsdag nåede 38,9°C. Det var nemlig hele 4,5°C over den 123 år gammel tidligere rekord, der lød på 34,4°C.
|
|
 |
 |
 |
 |
Onsdag den 28. april Dårligt vejr går ud over Indiens te-produktion Cykloner og voldsomme regnskyl i hjertet af te-industrien - Assam i Indien - har forårsaget stor skade på årets te-produktion ved at oversvømme plantager og ødelægge afgrøderne, skriver Hindustan Times onsdag. Alene i den seneste måned er flere end 100 plantager blevet ødelagt af regn og storme, oplyste Den Indisk Te Sammenslutning (ITA). De forventer, at produktionen i år vil være 10 procent mindre end tidligere på grund af vejret.
Torsdag den 29. april Ballondans no. 40.000 ICAO radiosondestationen ved Aasiaat (Egedesminde) på Vestgrønland opsendte torsdag morgen sin radiosonde no. 40.000 siden starten i 1948. Radiosonder er vejrballoner, der på vejen op gennem atmosfæren sender data tilbage om vind, fugtighed, temperatur mm. I anledning af jubilæet siger DMI’s Observationschef Erik Bødtker:
”I de 56 år stationen har fungeret er meget meget få af opsendelserne aflyst eller mislykket – på trods af det temperamentsfulde grønlandske vejr, der nogle gange gør det særdeles vanskeligt at håndtere den store ballon. Stationen udviser en enestående vedholdenhed og DMI siger tak til Tele Greenland og personalet på stationen for samarbejdet”
Radiosondestationen i Asiat drives af Tele Greenland for DMI og den internationale luftfartsorganisation ICAO.
Urt truer katastrofeberedskab Den japanske vejpileurt er blevet en trussel mod oversvømmelsesberedskabet i Somerset, England, oplyser det engelske miljøagentur torsdag. Agenturet har bedt gartnere om at hjælpe med at begrænse udbredelse af urten, der er meget udbredt på bredderne af floderne Parrett og Tone. Urten er en ualmindelig hårdfør plante, som producerer meget stærke skud og rødder, der kan ødelægge beton. Det er blandt andet denne egenskab, som miljøagenturet frygter kan beskadige murværket, der er bygget til at dæmme op for eventuelle oversvømmelser.
|
 |
 |
 |
 En storm i en kop te
 Sekunder før radiosonde no. 40.000 stiger til vejrs fra Aasiaat. Ballonskipper er Elmar Absalonsen og ved hans side står Inge Marie Rosing. Vejret er udmærket for breddegraden og årstiden - 3 m/s fra øst og +0,2°C. Foto Poul-Erik Nissen.
|
|
 |
 |
 |
 |
Fredag den 30. april Vejret vigtigt ved 130 Så oprandt den store dag, hvor 130 km/t blev tilladt på en del af det danske motorvejsnet. Den højere hastighed betyder dog, at vej- og vejrforhold nu er endnu mere kritiske for sikkerheden. Tåge om foråret, tordenskyl om sommeren, fedtede vejbaner om efteråret og isslag om vinteren er ikke til at spøge med - så at være velinformeret kan redde menneskeliv. Oplysninger om - og prognoser for - vejret og vejenes tilstand er tilgængelige både via f.eks: Internet: trafikken.dk, dmi.dk og vintertrafik.dk Telefon: TrafikInformationsCentret: 70 101 040 og DMI’s telefonvejr: 1853 TTV: DR side 450 og TV2: side 420 Radio: Vejrmeldinger i timenyhederne samt trafikinformation på de regionale radiostationer Kør forsigtigt!
Udvalgt og redigeret af Niels Hansen, nsh@dmi.dk, Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk og Kate Hansen, keh@dmi.dk
DMI, 30. april 2004
Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
|
|
|