Ugens Vejr i Verden - Uge 13 2004
Fredag den 19. marts Vestlige USA kan forvente fortsat tørke De tørre vejrforhold, som for tiden præger store dele af det vestlige USA, ser ikke ud til at forsvinde lige med det samme, advarer National Oceanic and Atmospheric Administration i sin sæsonprognose fredag. Tørken vil sandsynligvis være ophav til ”omfattende og destruktive” brande i dele af USA, hedder det i prognosen.
Lørdag den 20. marts 20.000 uden strøm i Irland Da det stod værst til, var mere end 20.000 hjem uden strøm i Irland, som lørdag blev hærget af en voldsom storm. De hårdest ramte områder var de centrale dele af landet og østkysten. Myndighederne havde lørdag travlt med at genetablere forbindelserne, og sendte samtidig advarsler ud til offentligheden om at holde afstand til væltede elmaster.
Søndag den 21. marts 36 fiskere frygtes omkommet i dårligt vejr Mindst 20 Bangladesh-fiskere frygtes omkommet i Den Bengalske Bugt, efter deres fartøj søndag kæntrede i dårligt vejr. En større redningsaktion blev iværksat, men hverken fiskere eller fartøj blev fundet. En anden fiskerbåd med 16 ombord blev søndag fanget af en storm på Maghna-floden og gik ned. Heller ikke de er fundet.
Mandag den 22. marts Papua Ny Guinea katastroferamt igen For anden gang i denne måned blev Papua Ny Guinea mandag ramt af katastrofale oversvømmelser som følge af voldsom regn. Oversvømmelserne, der ramte i Ramu-dalen i den nordlige kyst-provins Madang, har mindst kostet to livet. Flere hundrede huse er bogstavelig talt blevet skyllet væk og mange er nu hjemløse. Tidligere på måneden gik det ud over det vestlige højland, da floden Waghi gik over sine bredder.
Tirsdag den 23. marts Mexico sætter spot på vandet Mexico bliver vært, når verdens ledere næste gang sætter fokus på klodens vandproblemer i World Water Forum, oplyser Mexicos præsident Vicente Fox ifølge flere medier. World Water Forum, som sidste gang blev afholdt i Japan for et år siden skal afholdes i 2006, og får som tema at sikre rent vand til Jordens fattige.
|