Ugens Vejr i Verden - Uge 10 2010
Masser af sne, is vand og badebusker i Ugens Vejr i Verden.
Lørdag den 6. marts I badebukser under isen Lørdag satte fridykker Stig Åvall Severinsen verdensrekord i svømning under is med omkring 70 meter - og det kun iført badebukser. Rekorden blev sat i det iskolde vand i Kundsø, Ry. Hvis du påtænker at gøre Stig Åvall Severinsen rangen stridig, så skal træningen begynde NU. Om få uger er det formentlig for sent at 'svømme under is' i Danmark.
Søndag den 7. marts Melbourne ramt af supercelle En såkaldt supercelle-storm raserede søndag australske Melbourne, med masser af regn, vind af stormstyrke og hagl på størrelse med tennisbolde. Resultatet var oversvømmede gader, knuste ruder og bulede biler, men heldigvis ingen alvorlige personskader. Ifølge meteorolog Kevin Parkyn fra Bureau of Meteorology var vejret så voldsomt, at det formentlig er omkring 100 år siden, Melbourne senest har oplevet noget lignende. En supercelle er en særlig art meget stor tordenbyge. Tordenbyger optræder ofte i klynger eller linjer, sammensat af enkeltceller. I forhold hertil kan supercellen opfattes som én enkelt meget stor tordenbyge, der agerer som en organisk helhed og tager form af et lavtryk på lille skala (en mesocyklon).
Cykelrytter blæst af vejen med 70 km/t Søndag gik det helt galt for den belgiske cykelrytter Gert Steegmans. Under en nedkørsel i løbet Paris-Nice blev han ramt af en kastevind og slynget af vejen med over 70 km/t. Sportsdirektør Dirk Demol kørte bag den uheldige RadioShack rytter og fortæller ifølge feltet.dk, at "...Gert [blev] løftet op i luften. Han blev blæst af vejen og slog flere kolbøtter. Det var et skrækkeligt styrt". Ifølge en pressemeddelelse slap Gert Steegmans med en brækket kraveben, en kvæstet skulder og en masse hudafskrabninger - det er rimeligt nådigt med den fart.
Mandag den 8. marts 300.000 hjemløse i Uganda Voldsomme regnskyl har gjort 300.000 hjemløse i Mount Elgon regionen på grænsen mellem Uganda og Kenya, skriver det ugandiske netsted New Vision mandag. Den voldsomme regn har ført til talrige oversvømmelser og mudderskred. I de tre hårdest ramte landsbyer Nametsi, Kubweho og Namangasa har mudderet kostet tæt på 100 livet, mens over 300 stadig savnes. Du finder artiklen fra New Vision i 'Værd at Vide'-boksen til højre.
Vintervejr i Tyskland kræver liv Mindst syv omkom i vinterrelaterede ulykker i Tyskland over weekenden, skriver tyske medier mandag. Særligt hårdt gik det for sig på vejene, hvor glatføre var skyld i seks af dødsfaldene. Den sidste omkomne blev ramt af en lavine nær byen Oberaudorf, hvor der i weekenden faldt op mod 40 centimeter nysne.
Tavshed før tornadoen I sidste uge skrev vi på denne plads, at Tornado Alley i USA var blevet forladt, og ingen tornadoer havde vist sig i februar. Nu sker der imidlertid noget, og meteorologer advarer om, at de forsinkede tornadoer kan blive voldsomme. Et forvarsel kom mandag, da en usædvanlig kraftig tornado ramte en mindre by i det vestlige Oklahoma.
 Tornadoer er så voldsomme fænomener, at de efterlader spor som kan ses helt ude fra rummet. Midt gennem billedet ses en tydelig linje efter en tornado som den 18. juni 2001 passerede gennem blandt andet byen Siren i Wisconsin hvor den kostede tre livet. Foto NASA.
 To isbjerge ved Antarktis på omkring 4.000 kvadratkilometer hver. Til venstre et der for ganske nylig brækkede af Mertz gletscheren og til højre isbjerget B-09B. Foto NASA.
|