Tirsdag den 23. december Regnen holder hvepsen stangen New Zealand er et af de steder i verden, som har flest hvepse per kvadratmeter. Hvepsene forstyrrer det øvrige dyreliv, turismen, bi-industrien, skovindustrien, og de små stikkende insekter er i det hele taget ikke særligt velkomne. Derfor var der gode nyheder, da entomolog Richard Toft fra Landcare Research mandag sagde til medierne, at der var udsigt til en relativt lille hvepsesæson. Det er den megen regn i foråret, som her har gjort nytte. Entomologen antager, at nedbøren har druknet mange hvepseboer. Nedbøren kan også hæmme dronningens evne til at producere larver.
Onsdag den 24. december Oversvømmelse i Bolivia væltede befærdet bro Stigende vande i Chapare-floden som følge af kraftig regn fik onsdag tragiske konsekvenser, da en befærdet bro blev revet med af strømmen. En bus og tre andre køretøjer forsøgte at krydse broen i nærheden af byen Villa Tunari, da broen kollapsede. Mindst 19 omkom.
Torsdag den 25. december Quebec-forstad evakueret julemorgen Godt 200 indbyggere i en forstad til canadiske Quebec måtte julemorgen forlade deres hjem, da Ste-Anne-floden gik over sine bredder og oversvømmede dele af byen ca 45 km vest for Quebec City. Ingen kom noget til, og de evakuerede ventes snart at kunne vende hjem igen.
Fredag den 26. december Jordskred i Californien Et stort jordskred i San Bernardino i det sydlige Californien har formentligt kostet 14 mennesker livet. Efter megen nedbør i juledagene blev to trailerlejre i Old Waterman-dalen fuldstændigt ødelagte, da en mur af mudder og jord skred ned i dalen. Det er skovbrandene i oktober og november som har blotlagt jorden på skrænterne, og dermed gjort den mere sårbar for skred.
Lørdag den 27. december Syv distrikter i Sydindien tørkeramt Myndighederne i Kerala i det sydlige Indien erklærer syv distrikter i området for tørkeramte. Det er den akutte mangel på drikkevand, der er det store problem. Monsunen i det sydlige Indien har været mere regnfattig end ellers.
Overraskende storm i Mozambique En storm med vindstød på op til 75 km/t overraskede lørdag indbyggerne i byen Moamba i det sydlige Mozambique. Stormen varede kun i ti minutter, men den var alligevel så voldsom, at flere huse blev revet omkuld, et barn omkom og mindst 78 blev kvæstet.
Søndag den 28. december Mindst 87 omkommet af kulde i det nordlige Indien En ny rapport fra myndighederne i det nordlige Indien opgør antallet af dødsofre som følge vinterens kulde til at være mindst 87. Rapporten kom samtidig med en ny koldfront, som søndag strøg ind over den nordlige del af landet. De værst ramte områder er i delstaterne Uttar Pradesh og Bihar mod øst. Lørdag var højeste temperatur i New Delhi 13,5°C mod en normal maximumtemperatur for december på 23°C.
Mandag den 29. december Sne i Hawaii Den amerikanske National Weather Service har udsendt varsel om snestorm for flere af Hawaiis højeste bjergtoppe. Det sker fordi en større Stillehavsstorm nærmer sig ø-gruppe. Der ventes mere end 30 cm sne i løbet af tirsdag ved Mauna Loa og Mauna Kea.
Udvalgt og redigeret af Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk
|