 |
Disse stationer skal tilsammen overvåge, om FN-traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger overholdes. Når netværket er fuldt udbygget, vil data fra samtlige stationer løbende blive sendt til et internationalt datacenter i Wien, hvor man øjeblikkeligt kan detektere og stedfæste såvel atmosfæriske som underjordiske atomvåbenforsøg. Der er i øjeblikket 169 lande, der har tilsluttet sig traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger. Da der er tale om en særlig retningsbestemt atmosfæremåling af lufttryk, er DMI udvalgt til at drive målestationen i Qaanaaq. Selve stationen består af store stjerneformede systemer af rør, der ligger hen over jordoverfladen. Der er i alt otte af disse systemer, der hver især er tilsluttet en målebrønd, hvor et måleapparat registrerer lavfrekvente, ikke-hørbare trykbølger i atmosfæren. Målesystemet fylder lidt over fem hektar, og der er brugt over to km rør til konstruktionen. Rørsystemerne er udformet sådan, at støjsignaler undertrykkes, samtidig med at retningen til signalkilden kan bestemmes. Ved at sammenligne signalerne fra mange stationer verden over kan et eventuelt kerneforsøg lokaliseres. |
 |
 |
 |
 Teknikere fra CTBTO og DMI i færd med at inspicere en målebrønd. Arbejde i højarktis stiller store krav til udstyr og bemanding såvel under anlægsarbejdet som til dagligt.
 Et af de otte rørsystemer som målestationen består af.
|